Fortid og nutid smeltes opløftende sammen

En flænsende forvrænget guitar lagt ind over en traditionel boogie-rytme, et pumpende piano som tovholder og derefter en helhjertet hilsen lige i solar plexus. "Start up your stereo / Put on your headphone / Before you explode ... Because Wilco will love you, baby". Wilco spiller med et bankende hjerte på Wilco (the song) og hylder sine fans uden de store dikkedarer. Eksperimenterne fra de foregående album blandes på Wilco (the album) med den mere poppede Wilco-sound, der gjorde dem så uimodståelige på Summerteeth. Her stikker trådene til Neil Young, Fleetwood Mac og George Harrison dybt, bare i en mere opdateret udgave. Wilco har indspillet det meste af albummet i Neil Finns studie i New Zealand, og med den samme besætning for første gang i bandets historie. Det kan høres; Wilco (the album) er både afslappet og legesyg, hvor musikerne udfordrer hinanden, som på den dissonante Bull Black Nova. Et alarmerende pianobeat er bygget op omkring nogle distortede guitarriff, som kringler sig ud og ind af hinanden, mens sanger Jeff Tweedy mod slut skriger sine lunger ud. Balladerne er i overtal og i en klasse for sig selv. Solitaire, You And I med Feist på gæstevokal og Country Disappeared kryber ind under huden. Men det er især den sørgmodige One Wing om et forholds ophør, der rører ved de store følelser: "You were a blessing / And I was a curse / I did my best not to make things worse / For you". Især den højtsvævende guitarsolo af Nels Cline får nummeret til at lette, inden det ender i ren melankoli. Wilco smelter på Wilco (the album) fortid og nutid effektfuldt sammen til en opløftende fuldtræffer.