Bussa Bus prøver at dele vandene. Overlad det til bøger med vandrehistorier.

Med The Big Bang fra 2006 var Busta Rhymes tilbage med netop det, og et supergodt sammenhængende album. Kynikere vil sige, at det manglede popsinglen og Busta i en Hype Williams-video, men glemmer så samtidig, at det sammen med The Roots' Game Theory faktisk var hiphop-forløberen for depressionen. Med B.O.M.B.S. prøver Busta at finde den gyldne mellemvej, men det lykkes desværre ikke. Det på trods af, at albummet lægger hårdt ud med Wheel Of Fortune og Respect My Conglomerate, der begge vil sende elskere af såkaldt ægte rap ud i et headspin. Desværre har Busta sin egen version af et headspin-show kørende med Ron Browz, et af dem, der ender med, at hovedet ryger af i fortvivlelse. Stop Ron Browz! Det samme kan med overbevisning siges for T-Pain og Akon. Disse forsøg på at balancere albummet med poptracks er en stor misforståelse, især når de er så ringe. Giv mig hellere Decision, der med rendyrket enkelhed viser, hvor god Busta kan være, når han tænker ud over Billboard Top 100. Og det selvom John Legend, Mary J. Blige og Jamie Foxx på samme track måske er lidt rigeligt, i disse tider af nød.