Soul-revival for indiekids på Florence Welchs spektakulære debut

Den britiske popscene har haft gang i en hel lille soul-revival de seneste år – tænk Duffy, Adele og selvfølgelig Amy Winehouse. Med Florence And The Machine kan rockfolket roligt stå på vognen. Med et hold dygtige rockmusikere og -producere i ryggen har Florence Welch begået et album med indieappel, skarpe tekster og ualmindeligt højt til loftet. Lungs er soul i widescreen-format, hvor arrangementerne ofte har plads til både harper, strygere, tambouriner, piano og rockspader. Tænk en krydsning mellem Tori Amos og Amy Winehouse eller en musikalsk kusine til svenske Jenny Wilson. Lungs kommer vidt omkring – fra symfoniske pophymner over swingende garage-pop til rustikke murder ballads – og undervejs får Welch vist en forbløffende alsidighed som sanger. Der er meget at glædes over på Florence And The Machines debutalbum, der udstråler et sjældent musikalsk overskud. Når Lungs alligevel ikke sniger sig helt derop, hvor englene synger, skyldes det et underskud af virkelig mindeværdige sange: Tre-fire stykker er og bliver i underkanten.