Svulstighed og afmålt minimalisme: Moby har lavet sit bedste værk siden 1999

Det er 10 år siden, at Moby udgav Play, der til dato er hans mest legendariske værk. Denne signatur var ikke blandt de mest fundamentalistiske disciple, men Wait For Me kan i mine ører på flere måder måle sig med sin ti år ældre storebror. Moby indleder pompøst med det klassiske stykke Division, der har noget nærmest Badalamentisk over sig. Vokale og instrumentale kompositioner følger herefter side om side på et album, der både rummer den velkendte Moby-svulstighed og afmålt ind-til-benet minimalisme. Sidstnævnte gør sig eksempelvis gældende på den udmærkede førstesingle Shot In The Back Of The Head, der drives frem af et tørt 4/4-beat garneret med opklippede akkordblokke. Videoen til samme nummer er i øvrigt instrueret af David Lynch, hvis spøgelse æstetisk set også kan høres på sørgmodige skæringer som f.eks. Hope Is Gone og Jltf. Albummet byder også klædeligt på en række interludes – for eksempel den ambiente Jltf 1, den droniske Stock Radio og Ghost Return, der – set med danske briller - kunne lyde, som om Moby havde haft besøg af Peder og Asger Baden. Blandt mine personlige favoritter er Walk With Me. Her er det blot en enkelt akkord, der løfter det sparsomme track frem, mens en porøs vokal spirituelt repeterer ”Walk with me/Take my hand, lord”. Her føler man sig – med en sømmelig minimalistisk tilgang – følelsesmæssigt engageret  i den religiøse vandring. Moby har det indimellem med overdosere de svulstige synth-strygerflader, men når han, som på ovenstående, strammer skruestikken, er resultatet særdeles virkningsfuldt.

http://www.myspace.com/moby