Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Søndag d. 14-06-2009 kl. 16:51

Manic Street Preachers
Rock Under Broen, Middelfart,
lørdag d. 13. juni 2009

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard
Foto: Morten Rygaard (www.mortenrygaard.com)
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
5,00 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Waliserne kan endnu. Det kan publikum åbenbart ikke.

Der var især to ting, der kæmpede om opmærksomheden, da det nok største band, der nogensinde er kommet ud af Wales, larmende gik i gang med "Motorcycle Empiness" fra debutpladen "Generation Terrorists" fra 1992: Den mildest talt udsmykkede Nicky Wire på bassen og det forbavsende lille publikum.

Senere kunne man ikke lade være med at glæde sig over genhøret med dén sang og fornøje sig over, hvor uforældet den og de mange andre gamle sange egentlig lød.

For det var mest gamle sange, vi fik. Og en del af forklaringen på det er nok, at bandets popularitet i det 21. århundrede står slet ikke mål med den, de havde i halvfemserne.

Manic Street Preachers startede som et dybt kontroversielt band i starten af halvfemserne. Smurt ind i eyeliner og glam-attitude var der sange om smerte, politiske budskaber og had til diverse andre bands. Da en interviewer satte spørgsmålstegn ved smerten, ridsede guitarist og sangskriver Richey James "4 real" ind i armen. Han forsvandt så sporløst i 1995, er aldrig set siden og blev erklæret "formodet død" i november 08.

Siden har bandet støt og roligt mistet evnen til at rydde forsider. Fra at være dystre, punkede og kontroversielle gik det mere over i lettere poppet stadionrock. Det gav så det store kommercielle gennembrud, der dog lige så stille eroderede væk igen. Men flere af James efterladte tekster er kommet med på seneste og niende album "Journey For Plague Lovers", der næsten dugfrisk var pakket i bandbussen.

Dén plade har så sjovt nok lavet kontroverser på grund af coveret, der er et maleri af en dreng. Flere engelske stormagasiner nægter at sælge pladen med coveret, da det "ligner en dreng med en blodtud", og sælger derfor pladen uden cover. Det giver vel næsten sig selv, at maleriet hang som kæmpe banner bagerst på scenen.

James Dean Bradfield er den klare frontmand i dag - et job han klarede perfekt. Sangstemmen var rå og fuld af desperation, og kunne også være blid og gå i falset. Ikke én tone lød anderledes, end den skulle, selvom guitaren blev rocket halvt ihjel.

De fire øvrige på scenen var også godt med. Det var tight, hårdt og højt. Men eyelineren er lagt væk. Nu er attituden i musikken og ikke så mange andre steder. Det skulle lige hos være førnævnte bassist. Men han lignede mere en parodi på fordums tilbøjeligheder. Bredtstående i helt hvidt tøj, med stort smil, lilla eyeliner, glimmer på kinden og et mikrofonstativ, der var pakket ind i, hvad der lignede en trafikdræbt svane smurt ind i candyfloss. Med røgkanon og vind i håret skulle det måske have været sjovt. Men det var til grin.

Afmålt begejstring
Publikumsbegejstringen var mildest talt afmålt. Der var kun viftende arme en 5-10 meter ned ad plænen, og langt det meste af publikum lod til at koncentrere sig om at snakke, holde balancen eller finde ned i teltet i den anden side af pladsen, hvor Nik og Jay spillede for cirka ti gange så mange umiddelbart bagefter. Der var tydeligvis store fans til stede, men ham med det lille walisiske flag blev flaget ud af dem med den kæmpestore blå Føtex-banner.

Der begyndte dog at ske lidt mere i publikum, da vi fik "You Stole The Sun From My Heart".  Efter dén var frontmand Bradfield alene med en akustisk guitar, et publkum på sit lave højdepunkt og en smuk version af "The Everlasting".

Senere blev det til, hvad der blev kaldt "An Intellectual drinking song from Wales",  "A Design for Life" fra 1996, The Supremes' "Stop in the Name of Love", der blev til "Stop In the Name of Junk" og gled over i "Motown Junk" fra 1993. Kun to numre fra den seneste plade blev det til ("Peeled Apples" og "Me and Stephen Hawking"). De to var så rå og gode, som bandet var før James exit. Flere nye sange ville være velkomne.

Vi sluttede med det fantastiske kæmpehit "If You Tolerate This Your Children will be Next" og et "God Bless You" og en masse solskin, der smukt spejlede sig i Lillebælt. Så fint og dejligt. Men det smukke i mørket er nu engang noget af det, Manic Street Preachers gør bedst. Og det måtte de gerne have vist bedre denne eftermiddag.

Tip en ven
20 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Nu var jeg en af dem der stod og skreg med fra forreste række... Og der var som sagt, bare ikke nok af os! Synes det er en skam at folk var fuldstændig ligeglade, og man kunne faktisk også godt se, at det gik bandet lidt på.. Men de holdt niveauet godt hele vejen igennem synes jeg, og koncentrede sig bare mere om dem, som de kunne se rent faktisk kunne sangenene..
Og deres nyeste album hedder btw 'Journal for Plague Lovers', ikke 'Journey for Plague Lovers'. :)
Har været fan i mange år, men det var første gang jeg så dem live - og det var fantastisk! Jeg skal love for de gav den gas, både med gamle og nye sange. De spillede supertight og med masser af energi. Kunne godt have ønsket mig en mere kontroversiel setliste, men med de spillede sange gjorde de ihvertfald deres for at få publikum med.

Det var bare en skam, at dette publikum med alt for få undtagelser i højere grad var optaget af at holde tungen lige i munden når den næste fadøl skulle skænkes fra kanden, eller vifte med kæmpe føtex flag lige foran scenen (ja hvor dum har man egentlig lov til at være, nøj en spade!).

Men de så ud til at være i godt humør og være velfornøjede på trods af det noget akavede publikum. Det var helt sikkert en smuk aften - og hvor var det godt at se, at der trods alt også var dukket nogle ægte fans op. Så ud til at Nicky nød det..!

Alt i alt en super oplevelse, jeg håber ikke der går lige så mange år før de kommer til eller i nærheden af DK igen.
lidt ærgeligt at næsten alle gik for at se nik og jay, da de egentlig spiller meget godt. Har kun hørt et par numre med dem før, men synes nu de var meget gode alligevel. Måske forkert at sette dem på den store scene, da der ikke er så mange unge der kender dem, og derfor er publikummet mindre.
Ha ha ha ha.....

Det er jo nævnt før, men hold kæft hvor er det skammligt at MSP blev booket til Rock Under Broen, de var det eneste store navn, og sågar et navn som det fleste jo ikke kendte rigtigt, ergo blev koncerten fed for et lille fåtal istedet for et hav på feks Roskilde eller en anden venue hvor hele programmet havde lagt op til et modent publikum.....Nik og Jay......At mange forlod MSP for at se Dem siger sgu alt.....Der er galakser til forskel for de 2 bands....Var på Rock Under Broen sidste år og intet at sætte en finger på der, men denne booking i år var hamrende fattig i sammenhæng med resten af programmet....

Men blæret for de få fans der fik noget godt ud af det-trods alt!!!!!
Nu må I simpelthen komme ind i kampen - fatter folk slet ikke, hvor stort det er, at man har fået MSP til lille bitte Rock under Broen???
Nik og Jay er jo rent til grin, skulle de ikke forestille at holde pause??? Det forhindrer dem åbenbart ikke i at tjene lidt håndøre (eller rettere sagt mange) ved at spille div. koncerter i løbet af sommeren - moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt!
Ærgerligt, at der var så sløj opbakning omkring hovednavnet, når det nu er, at RUB endelig formår at få et ordentlig navn til at spille. Det var en fed koncert - tusind tak for en fantastisk oplevelse.
Og forresten så er jeg helt enig - lad div. flag og bannere blive derhejemme, det er simpelthen for socialklasse 5!

Stor respekt til Peter og de andre, som har været med til at booke årets program - det er fanme godt gået!
Hold kæft hvor var det fedt og stå der i sin "Motorcycle Emptiness" t-shirt og se (for mig) et af verdens bedste bands. Jeg har kun set dem live en gang før, så da de kom til Rock Under Broen, måtte jeg bare afsted igen. Og for sa... de leverede varen. Det var råt, rocket og ja, kære Simon det var Glam. Men det der tit er problemet med jer anmeldere er at i skal koncentrer jer om tøj, lyd, udskænkning osv. i stedet for bare lige som os andre at se en koncert. Skid da hul i hvad Nicky har på, det må han da selv bestemme. Jeg synes heller ikke han var køn, men det gjorde ikke nogen forskel på min koncert. Jeg var ærlig talt i ekstase, for jeg synes det var en fed setliste. Jeg havde ikke regnet med andet, da det ikke er dedikerede fans der var her, og fra bandets side må jeg sige at det er godt tænkt at tage de lidt mere fordøjelige sange for et ukendt publikum. Men så igen, Manic er jo fede hvad de spiller. SÅ mens jeg stod der og vuggede i Lillebælt, fik jeg en fantastisk koncert, og var egentlig ligeglad med at Hej Matematik havde spillet lige før Manic, og at Nik og Jay skulle spille bagefter, for drengene leverede det de skulle. Og til en endags festival skal der være noget til alle. Håber dog at de snart kommer igen, og spiller i KB eller andet sted for en dedikeret skare...
Hvor er det dog pinagtigt, at man i Middelfart åbenbart ikke kender et af verdens største rockbands. Det er tæer-krummende, at det lavsociale publikum hellere ville se de pengegriske Nik & Jay for gud ved hvilken gang end benytte sig af den fantastiske mulighed for at se et af verdens største band, der stod lige for næsen af dem og spillede suverænt - med en masse på hjertet.

Tak for en fan-fucking-tastic koncert Manic!! Jeg håber, I kommer til Danmark snart igen. Men glem alt om kakkelbordssegmentet, der er stærkt overrepræsenteret til Rock under Broen.

Kæmpe skulderklap til Peter Zederkopf, der fik MSP til at kigge forbi. Jeg var henrykt, da jeg så programmet.
Skam jer, middelmådige Middelfartere! I havde slet ikke fortjent dem.

Face og Minimis - jeg er så enig! MSP egner sig bedre til Roskilde eller et mindre spillested, end et fadølsbefængt provins(røv)hul... (sorry Middelfart, men I har fandeme ikke fortjent andet).
Udraderet af Nik&Jay, det er YDMYGENDE og desværre meget sigende.

Kære MSP, glem nu ikke Danmark fremover, men kom trygt til Vega, så lover vi at feste til vi segner!
ARGH, nu så jeg lige setlisten - jeg kan slet ikke bære, at jeg ikke var til stede!
Det var lige alle mine favoritter!
De var suveræne, Rock Lobster! I tell you ;-)

Og jeg håber at nogen knækkede det klamme store Føtex-banner og proppede det op i røven på vedkommende. Og så skulle det Walisiske flag have været langt større...MSP var for sure værd at flage for...men ikke med en camping-Føtex-Hr. og Fru fedeberg banner!!

No offense, men et klasseband som Manics skal da spille i hovedstaden. Det er da klart de overhovedet ikke har været på hjemmebane i disse rammer. Så kan Nick & Jay fyre den af i provinsen indtil de skammer sig... det sker nok aldrig. Ha!
Som stor Manics-fan gennem 10+ år, har jeg også korset mig over at de skulle spille til et fadøls-soaked byfest, men jeg synes de tog det med godt humør. Når man tidligere har hørt dem grine og småskændes med publikummet på Roskilde, er det imponerende at de kunne holde igen i lørdags.

Siden publikum for 90 procents vedkommende var ligeglade, kunne de måske godt have serveret en lidt farligere setliste, men ok, deres største succes i DK til dato er jo 'This Is My Truth...' så det er vel logisk at vælge herfra.

Mine personlige højdepunkter talte starten med 'Motorcycle Emptiness', 'Motown Junk', 'La Tristesse Durera' og den eneste egentlig overraskelse i settet, 'No Surface, All Feeling'.

Jeg tænker de godt kunne have valgt nogle mere inspirerende tracks fra den nye plade, 'Marlon JD' eller 'Jackie Collins...' for eksempel, og jeg synes det er fjollet at et band med et så stærkt bagkatalog, vælger at spille de eneste to duetter de har ('Your Love Alone' & 'Little Baby Nothing'), når de ikke havde en chick med til den kvindelig vokal.

Og så var udskiftningen af trompeten på 'Ocean Spray' med en saxofon det værste jeg nogensinde har hørt.... je-bus.

Alt i alt, og under de bizarre omstændigheder, en rigtig god koncert.
8 – Minimis
Selvom jeg er tilbøjelig til at give dig fuldstændig ret i, at man i Middelfart ikke kender MSP, så er jeg jo nødt til gøre opmærksom på, at jeg er opvokset i Middelfart og Manics fan de sidste 10 år, sååå der er i det mindste 1! Er godt nok skredet fra det hul for længst, men at se Manics på Rock Under Broen vil altid være et af mit livs højdepunkter. Har været på den skodfestival (sorry, Middelfart) enormt mange gange, da jeg var yngre og der ikke eksisterede andet, og at se mit band stå på den scene i det der i hvert fald engang var min by var simpelthen så overvældende. Havde seriøst aldrig nogensinde troet, at det skulle ske, men ske gjorde det. Af egoistiske grunde er jeg lykkelig for, at der ikke var flere mennesker, men det var sgu også synd for bandet. Men det var en fantastisk koncert. I'm so happy :-)
Det var krafteddeme så fedt, fra start til slut... Der er selvfølgelig altid et par sange man synes de har misset på sætlisten, men denne sætliste var jo også mere beregnet til festival, for at der er flere der kender sangene... Det var så godt, så godt! :)
Fatter ikke at alle synes det var den fedeste koncert osv. Jeg så dem i en halv time. Jeg kender dog ikke meget til dem, da jeg er 16, men det er fuldstændig fejlplaceret at sige at de var hovednavnet. Kan godt være de var sværest at overtale, men til Nephew og L.O.C. var der meget mere gang i den.
Til Manic Street preachers var der maks. 1000 eller 2000 fans, og da Nik og Jay gik i gang forsvandt stort set alle der ikke rigitigt kendte dem. Hvis sådant et band skulle til DK, skulle man lave en enkelt koncert, udelukkende med dem + opvarmnings band, da de færreste der kom til RUB, kom for at se MSP.
Vil dog sige at selve musikken var god, men det svarer til at tage til en fest hvor der ikke er noget sprut.
Jeg købte min første MSP plade i '91 og har fulgt dem siden. Glæden var stor, da jeg så de ville spille under broen. Da Infernal var overstået rykkede vi helt ned foran scenen, så vi havde simpelthen den bedste plads og tiden skulle nu blot gå til MSP kom på scenen. Efter "Peeled Apples" valgte vi alle 4 at rykke ca. 2-300 mtr bagud, eftersom vi kun kunne høre bas og guitar. Selvom jeg kan sangene udenad er det ingen fornøjelse at opleve god musik blive mishandlet af en volumenknap. Min kæreste stoppede mig for at klage til sceneteknikerne i ø'en, eftersom de samme mennesker havde haft godt styr på lyden fra de øvrige bands. Vi konkluderede derfor at det var efter ønske fra MSP. Jeg kan forstå at musikkere med manglende teknik kun kan skrue op for at kompensere for manglende kunnen, men det er jo bestemt ikke tilfældet med MSP. Nu er spørgsmålet så til MSP, hvorfor ødelægger i Jeres sublime musik på volumenknappen?
Vi havde iøvrigt en fed MSP fest 2-300 mtr. borte, men det kunne bandet jo ikke se. Mange af de nærmeste tilskuere havde gjort samme erfaring og rykket bagud. DERFOR var der plads til en fodboldlandkamp foran scenen!
5: giver dig helt ret.

Mig og min venne gruppe som var taget afsted til RUB var ca 15-17 år
Der er ingen af os der viste hvem det var. Synes at når pulikumet er ungt skal man ikke tage et gammel 90'er band. Jeg ved jo ikke hvor store de er?
Har kun set at NME elsker dem. Mere ved jeg ikke. Så da de spillede gik vi uden for pladsen og holdte en pause. Synes at de skulle have taget et band som hovednavn som flere kendte og ikke bare en lille fan skare. De skulle havde spillet på roskilde eller et andet sted end en lille Dansk en-dagsfestival
synes ellers at det var pisse hyggeligt! og at de danske band klarede det over forventning!
Forstår ikke, der ikke er nogen, der har brokket sig over, de ikke spillede 2 af deres absolut bedste numre, nemlig Faster og Masses Against the Classes, som endda er nogen af deres største hits til dato.
JonasFriis - Jeg er storstor tilhænger af Faster (Masses Against the Classes er også helt fin) og i det hele taget hele THB albummet, men vi kan vist allesammen blive enige om, at det ikke lige er festivalmateriale? Jeg tog flere gange mig selv i, at være lige ved at råbe "FASTER!", men jeg forstår dem skam godt :) Desuden kan jeg ikke komme på et eller to på setlisten, som jeg ville skille mig af med for, at komme til at høre de to andre. Yes, jeg elsker Faster og MATC, men jeg elsker også alle de andre og jeg har set Manics tusinde gange i flere forskellige lande, så jeg har hørt de sange mange gange før, hvilket nok gør at jeg ikke er ligeså eager på at høre dem som alle andre er :)

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.

Annonce

GAFFA Shop

Manic Street Preachers: Forever Delayed: Greatest Hits
Kr. 159,00
Køb på GAFFA Shop
Manic Street Preachers: Journal for Plague Lovers
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Manic Street Preachers: Journal for Plague Lovers (Vinyl)
Kr. 169,00
Køb på GAFFA Shop
Manic Street Preachers: Journal for Plague Lovers Ltd. (2xCD)
Kr. 229,00
Køb på GAFFA Shop
Manic Street Preachers: Mick Middles
Kr. 119,00
Køb på GAFFA Shop

GAFFA Live

Manic Street Preachers (Uk)
Søndag d. 15-04-2012 kl. 20:00
Amager Bio
Køb billet via GAFFA Live