Gode manerer fra elektrokvintetten

Efter sidste års debut med ep’en Chunk of Change er den Massachusetts-baserede elektrokvintet nu aktuel med sit første fuldlængdealbum. Og det slipper den ganske udmærket fra. Ligesom de neopsykedeliske åndsfæller fra MGMT formår Passion Pit at stikke en pind lige ned midt i den musikalske muld, hvor der nok trækkes på kendte kultiveringsopskrifter, men hvor det frem for alt er lyden af i dag, der vokser frem. Her er ingen forcerede retrotendenser, men i stedet en behagelig umiddelbarhed i tilgangen til de 11 synthdrevne kompositioner, der alle emmer af mangesidig musikalitet og legesyge. Der er imidlertid en tendens til, at de gode idéer primært har fået lov at blomstre på produktions- og arrangementfronten, mens melodismederiet overordnet set lader lidt tilbage at ønske. Dog fungerer det hele i skøn forening flere gange på albummet, eksempelvis i Sleepyhead, der med sin maleriske tekst og sit portamentoriff mod den den bizarre lydvæg viser Passion Pit, når gruppen spiller med alle sine muskler på én og samme gang.