Morrissey
Posten, Odense

GAFFA har givet ordet til gæsteanmelder Jesper Sørensen, aktuel med Morrissey-biografien "Alle Dage Er Som Søndag" og bestyrer af fansitet thesmiths.dk

"Do you want us to leave? Then YOU leave. We don't need you here!"

En meget vred Morrissey stoppede brat midt i den smukke, semiakustiske "Seasick, Yet Still Docked" og snerrede af en ugleset koncertgæst. En mand, som af uransagelige årsager havde brugt en lille plovmand på en billet for derefter at råbe skældsord op mod scenen. I nogle lange sekunder nåede mange fans sikkert at tænke, at nu skrider Morrissey nok. Det gjorde han gudskelov ikke, og i stedet blev den provokerende gæst eskorteret væk.

Skænderiet lod ikke til at påvirke stjernens indsats, og ellers lå dramaet udelukkende i musikken, da Fyn mandag aften rystede noget af støvet af sig. Øen har ligget lidt i rytmisk dvale, siden Midtfyns Festival druknede i regn og dårlige regnskaber, og det var uden diskussion årets koncertnavn, der i aftes gæstede Posten i Odense. Heldigvis leverede den 50-årige englænder varen i en intim koncert, hvor der ikke var spor af de halsproblemer, som førte til en halv snes aflyste job tidligere på turneen.

Med sølvgardiner som baggrund trådte han på slaget ni ind på scenen til en aften med punk, poesi, po(m)p og pragt. Tilsat rockabilly, glamrock og sågar et skvæt harmonika, flamenco og trompet. Men uanset, hvad Morrissey finder på at putte i gryden, er han først og fremmest sig selv. Eller i hvert fald sig selv som kunstner. Eneren erobrede straks salen med en elektrisk sitrende "This Charming Man", inden audiensen sluttede en time og et kvarter senere med den perfekte popsang "First Of The Gang To Die". Kun fire sange fra det nye album "Years Of Refusal" var fundet værdige til sættet, hvor The Smiths fyldte lige så meget med "How Soon Is Now?", som var et genfødt, majestætiske højdepunkt. Pudsigt nok var der ingen sange fra forgængeren "Ringleader Of The Tormentors", hvorimod "You Are The Quarry" var repræsenteret med fem sange med en arrig "Irish Blood, English Heart" som aftenens største fællessang.

Den som altid storsyngende, selvmedlidende og rituelt skjortesmidende Morrissey er solen i dette alternative univers. Men mere end nogensinde før har han et stærkt sammentømret band i ryggen. Så drop drømmene om et genforenet The Smiths, for det sker aldrig, og sangene bliver ikke bedre end i aftes. Som altid er Boz Boorer hans kompetente, lidt undervurderede løjtnant, der holder stramt styr på disciplinen og rytmerne. Aftenens fiduspokal må dog afgjort gå til trommeslageren Matt Walker, som har formået at tilføre musikken en ny dimension. Morrissey har skiftet trommeslager mange gange, og han bør holde fast i dette både nuancerede og hårdtslående stortalent.

"We hate bacon. But we are very happy to be in Denmark", erklærede Morrissey fra scenen, og det virkede, som om det virkelig passede. Morrissey og hans band så ud til at nyde deres arbejde, og bagkataloget er så svulmende af gode sange, at man kan tilgive udeladelsen af klassikere som "There Is A Light That Never Goes Out" og "Everyday Is Like Sunday" samt den nye single "Something Is Squeezing My Skull". I stedet fik vi blandt andet en ramsaltet "Billy Budd" og en rockabillyswingende "The Loop".

Sidst, han var i Danmark, var for tre år siden på Roskilde Festival på Orange Scene. Dengang fik vi rendyrket sommerfest under en bagende sol, hvilket bestemt var en fornøjelse, men melankoliens mester passer altså bedst til indendørs koncerter med en dedikeret menighed. Sådan en ramme fik han i aftes i eventyrbyen på turnéens formentlig mindste spillested, og der er noget at leve op til i KB-Hallen i morgen. Morrissey havde lært sig at sige "hej" og "tak" på dansk, og måske får han snart lært at sige "Fyn er fin".