Endnu et imponerende og overdådigt album fra progressive metalhoveder
Med en spilletid på massive 75 minutter og blot seks sange er det seneste album fra de ukronede konger af den progressive metal, Dream Theater, en opvisning i lange, komplekse og episke kompositioner. Fire af de seks sange bevæger sig alle på den anden side af de ti minutter. Black Clouds & Silver Linings er samtidig også bandets hidtil hårdeste og tungeste, hvilket i sig selv naturligvis ikke er en kvalitet. Men det virker utvivlsomt som et friskt pust, når åbningsnummeret A Nightmare To Remember åbenbarer et ondsindet monster af et riff. Nummerets afslutning er ikke mindre sønderknusende. Et ord, jeg aldrig troede, jeg skulle tage i brug om netop Dream Theater. Den klare og varme produktion og de gennemarbejdede arrangementer og vokalmelodier, der kendetegnede forgængeren, Systematic Chaos, går igen på Black Clouds & Silver Linings. Ja, jeg er faktisk tilbøjelig til at mene, at Black Clouds & Silver Linings lige netop slår forgængeren på målstregen. Dermed udgør de to albums et nydeligt par i den bedre halvdel af bandets produktion.











24-06-09 11:44 | Besvar
Læn jer tilbage og lyt til det sidste nummer.....fantastisk.....
02-07-09 13:07 | Besvar
11-07-09 15:47 | Besvar
Mine egne favoritter er og bliver : Scenes from a memory, Train of Thought og Octavarium. Vi ser frem til prog nation den 27.sep
14-07-09 21:09 | Besvar
At der genbruges i track 4 er ganske forståeligt, da sangen er den opsumerende del af "12 step sagaen" og er derfor, for mig, helt acceptabelt.
Udover at den røde tråd, for mig ikke er at finde på dette album, er sangene unægteligt en demonstration i, hvordan musik kan lyde når det spilles allerbedst. Lad os håbe at de spiller en del af disse til efteråret.
01-08-09 15:23 | Besvar
Smag og behag varierer naturligvis. Personligt finder jeg, at "Black Clouds..." er Dream Theaters måske mest helstøbte album siden "Images and Words" - i betydningen gennemført melodiøs prog rock/metal stort set fra først til sidst. DT's udgivelser er som regel en blanding af (lidt) skidt og (mere) kanel, og Octavarium f.eks. går jeg sjældent tilbage til (om end den faktisk kører i skrivende stund). I sammenligning er der meget få mislyde på "Black Clouds..." - også selv om jeg generelt kan tilslutte mig opfattelsen, at de måske skulle være lidt mere selektive i deres udgivelser.
Men uanset hvad må man endnu engang undre sig over, at så få orker at investere tiden i at finde skønheden og energien i prog-universet. Som var jeg til en blues-koncert, tog jeg mig i at kede mig halvvejs gennem AC/DC i Parken - det samme er aldrig sket til koncert med Dream Theater. Og nu sammen med Opeth :-)
11-08-09 21:58 | Besvar
Derudover får både Wither og især Best of Times (hvad er det for et omkvæd?!?) mig til at krumme tæer. Ærgeligt at man på et DT-album med kun 6 numre kan synes at 3 af dem er direkte irriterende.
Hvad synes I? Endelig synes jeg også den der gotiske lyd er noget påtaget. Portnoy's "onde" back-up vokal er altså helt til grin og dårlig smag! Omvendt har Portnoy jo altid dyrket denne kiksede, enormt dårlige smag, også hvad angår direktion, split-screens, dokumentarer, blåt skæg osv. :)
15-10-09 13:26 | Besvar
Lyriken er i top, Wither trækker dog ned. En lam ballade der handler om Writer's block! Første og to sidste numre er fantastiske :)
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.