Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / CD

Dream Theater
Black Clouds And Silver Linings

Bonnier Amigo Music / Roadrunner Records | Udkom 15. juni 2009
Anmeldt af Keld Rud
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
4,67 stjerner i snit (efter 12 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Endnu et imponerende og overdådigt album fra progressive metalhoveder

Med en spilletid på massive 75 minutter og blot seks sange er det seneste album fra de ukronede konger af den progressive metal, Dream Theater, en opvisning i lange, komplekse og episke kompositioner. Fire af de seks sange bevæger sig alle på den anden side af de ti minutter. Black Clouds & Silver Linings er samtidig også bandets hidtil hårdeste og tungeste, hvilket i sig selv naturligvis ikke er en kvalitet. Men det virker utvivlsomt som et friskt pust, når åbningsnummeret A Nightmare To Remember åbenbarer et ondsindet monster af et riff. Nummerets afslutning er ikke mindre sønderknusende. Et ord, jeg aldrig troede, jeg skulle tage i brug om netop Dream Theater. Den klare og varme produktion og de gennemarbejdede arrangementer og vokalmelodier, der kendetegnede forgængeren, Systematic Chaos, går igen på Black Clouds & Silver Linings. Ja, jeg er faktisk tilbøjelig til at mene, at Black Clouds & Silver Linings lige netop slår forgængeren på målstregen. Dermed udgør de to albums et nydeligt par i den bedre halvdel af bandets produktion.

Tip en ven
7 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Super skive.....Langt hen ad vejen enig i anmeldelsen, dog er det nok ikke deres hårdeste album hidtil (Train of Thought...måske )..........
Læn jer tilbage og lyt til det sidste nummer.....fantastisk.....
En fantastisk plade der slår Systematic Chaos, et album der skuffede mig fælt, med flere længder. Jeg ser voldsomt frem til Prog Nation til efteråret!!
Absolut et fedt og solidt album fra progkongerne men DT udgivelserne er efterhånden begyndt at mangle originalitet og metaltyngde. Måske skulle de herrer lige holde lidt igen istedetfor at tonse derud af hvertandet år med nyt studio materiale. Bemærk også :en del genbrugsmaterial i track 4 og 5.
Mine egne favoritter er og bliver : Scenes from a memory, Train of Thought og Octavarium. Vi ser frem til prog nation den 27.sep
Dette er bestemt et af Dream Theater's bedre albums. Men vil dog give 3# ret i, at de måske skulle bruge noget mere tid mellem hver udgivelse, dels fordi det kunne skabe en anderledes lyd (ikke at der er noget galt med lyden, da de jo som bekendt bevæger sig rundt imellem næsten alle genrer). Det som jeg savner, og som der måske også er andre fans der gør, er den røde tråd igennem albummet som var at finde på ikke mindst Scenes from a Memory,Six Degrees..., Octavarium og Systematic Chaos. Jeg ville mene at det er et af DT's varemærker, og jeg må ærligt sige, at jeg mangler den på dette album.
At der genbruges i track 4 er ganske forståeligt, da sangen er den opsumerende del af "12 step sagaen" og er derfor, for mig, helt acceptabelt.
Udover at den røde tråd, for mig ikke er at finde på dette album, er sangene unægteligt en demonstration i, hvordan musik kan lyde når det spilles allerbedst. Lad os håbe at de spiller en del af disse til efteråret.
Sgu da rart at man kan finde en anmeldelse her :-). Men man kan vel heller ikke forvente andet i mainstream-Danmark.

Smag og behag varierer naturligvis. Personligt finder jeg, at "Black Clouds..." er Dream Theaters måske mest helstøbte album siden "Images and Words" - i betydningen gennemført melodiøs prog rock/metal stort set fra først til sidst. DT's udgivelser er som regel en blanding af (lidt) skidt og (mere) kanel, og Octavarium f.eks. går jeg sjældent tilbage til (om end den faktisk kører i skrivende stund). I sammenligning er der meget få mislyde på "Black Clouds..." - også selv om jeg generelt kan tilslutte mig opfattelsen, at de måske skulle være lidt mere selektive i deres udgivelser.

Men uanset hvad må man endnu engang undre sig over, at så få orker at investere tiden i at finde skønheden og energien i prog-universet. Som var jeg til en blues-koncert, tog jeg mig i at kede mig halvvejs gennem AC/DC i Parken - det samme er aldrig sket til koncert med Dream Theater. Og nu sammen med Opeth :-)
Jeg har også læst at the Shattered Fortress skulle være sidste del af Portnoy's 12-dele. Men helt ærligt, er det ikke noget prætentiøst? Jeg synes gentagelserne er irriterende, idet de kun får mig til at tænke tilbage på de oprindelige numre som egentlig er bedre end Shattered Fortress i sig selv.

Derudover får både Wither og især Best of Times (hvad er det for et omkvæd?!?) mig til at krumme tæer. Ærgeligt at man på et DT-album med kun 6 numre kan synes at 3 af dem er direkte irriterende.

Hvad synes I? Endelig synes jeg også den der gotiske lyd er noget påtaget. Portnoy's "onde" back-up vokal er altså helt til grin og dårlig smag! Omvendt har Portnoy jo altid dyrket denne kiksede, enormt dårlige smag, også hvad angår direktion, split-screens, dokumentarer, blåt skæg osv. :)
Et af mine yndlings Dream theater plader.
Lyriken er i top, Wither trækker dog ned. En lam ballade der handler om Writer's block! Første og to sidste numre er fantastiske :)

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.

Annonce

GAFFA Shop

Dream Theater: Greatest Hits (...And 21 Other Pretty Cool Songs)
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Dream Theater: Metropolis 2000 scenes From Ny
Kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop
Dream Theater: Systematic Chaos
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop