Anmeldelse / Live / Lørdag d. 20-06-2009 kl. 13:27

AC/DC
Parken, København,
fredag d. 19. juni 2009

Anmeldt af Rasmus Heide
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,34 stjerner i snit (efter 29 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Rockens urkraft på skinner gennem Parken

AC/DC er tog til tiden, og statsbanerne kunne tage ved lære. AC/DC kører punktligt, og leverer solidt varen hele vejen gennem et mere end to timer langt show, hvor publikum kun levnes to-tre numre til at sunde sig.

Fra start er der fuld tryk på kedlerne. Med ild og damp buldrer rock'n'roll-toget ind på scenen, og "the party starts right here", proklamerer sanger Brian Johnson.

Efter otte års stilhed har AC/DC generobret opmærksomheden med et album og en turné, der nok bryder besøgs- og salgsrekorder, men musikstilen, sceneshowet og hele holdningen er velkendt og solid. Bundsolid. Derfor labber vi det også i os. AC/DC er konsekvent kvalitet og et troværdigt brand. De er uberørte af både finanskrise og digital download.

"Hell Ain't A Bad Place To Be" er aftenens første oldie, og hele vejen fra scenekanten til bageste række oppe under tribunetaget slår knytnæverne taktfast huller i luften til bandets puls. Guitarist Angus Young slipper guitaren og giver sig selv djævlehorn i panden med pegefingrene. Publikum jubler. Dét er en klassiker.

Aftenens andet nye nummer, "Big Jack", er boogie danserock, der løfter enhver skosnude fra underlaget. AC/DC kører som på skinner, og en enkelt ustemt guitar bliver hurtigt skiftet, inden der atter fløjtes til afgang med firefjerdedelstoget fra Australien.

Som en kogende vulkan

Oplevelsen med AC/DC fredag aften er som at stirre ned i en kogende vulkan, ned til jordens indre og tilbage i tiden til universets grundstof. Dér stammer AC/DC fra. De er rockens grundstof, oprindelsen til alt det, vi går rundt og lytter til. Og nu står de her igen med rock skåret så stramt ind til benet, at huden næsten brister. Det er simpelt og ufatteligt effektivt.

Angus Young og Brian Johnson skiftes til at udnytte den lange catwalk, der fra scenen strækker sig helt ud i grønsværens midtercirkel. Lige så stillestående bassist Cliff Williams og rytmeguitarist Malcolm Young er omkring Phil Rudds trommesæt, lige så langt ud over perronkanten kommer Johnson og Angus med deres fandenivoldske flabede arbejdermanerer.

AC/DC er det arbejdende folks rockband – uanset jobtitel og årsløn. Som træfsikre bryggerheste trækker de læsset hjem – og der er fast arbejde til alle. Under "Dirty Deeds Done Dirt Cheap" bliver vi alle daglejere. Vi skriger "done dirt cheap", når vi konkurrerer på prisen om de beskidte opgaver. Sammen med Angus Young skriger vi "Oi! Oi! Oi!", og vi tér os i det hele taget som en flok forvoksede teenagere med helt nypudsede luftguitarer spændt op til lir.

Selv prins Joachim spiller med. Under "Shot Down In Flames" hænger han med hele overkroppen ud af kongelogen og giver den på royal luftguitar.

Brian Johnson holder sig heller ikke tilbage. Gennem hele koncerten er han konstant i bevægelse. Alle bekymringer om helbred og stamina som 61-årig på verdensturné bliver gjort til skamme.

Trommeslager Phil Rudd ligner en familiefar med pæne briller og sideskilning – men samtidig han pisker energisk bandet fremad med en smøg nonchalant hængende i kæften. Han tæller til fire lige så selvfølgeligt som vi andre trækker vejret, og han misser ikke et eneste slag i den to timer lange koncert.

Bar overkrop

Med "The Jack" om "dirty women" sætter AC/DC for første gang tempoet lidt ned. Der bliver tid til at skåle med sidemanden og bekræfte hinanden i, at en af livets lyksaligheder er en fredag aften på stadion med AC/DC.

Kameraerne zoomer ind, så vi på storskærmene kan tjekke de lokale, danske "dirty women" blandt publikum. Alle som én hilser de opmærksomheden velkommen med store smil.

Sidst i nummeret smider Angus langsomt sin skoleuniformen. Sjældent afstedkommer en mandsafklædning så anerkendende brøl fra tusindvis af andre mænd, men Angus spiller resten af koncerten kun iført shorts, sokker og sko.

Som en spastisk-dement teenager med tourettes syndrom og på speed kaster han sig konstant rundt på scenen. Kæben kører om kap med højrehånden over strengene, mens det højre knæ aldrig – aldrig – står stille.

Så er vi nået til helvedesklokkerne. Fra scenens loft sænkes den store "Hells Bell" ned, og helt ude fra den yderste spids af catwalken tager Brian Johnson tilløb og kaster sig op og svinger som en anden Tarzan rundt i verdens måske længste klokkestreng.

De fem nye numre fra albummet "Black Ice" får en blandet modtagelse fra publikum, og koncerten er tæt på at ramme den usynlige mur med "War Machine" og "Anything Goes". Kun tegnefilmen på storskærmene holder vores fokus gennem førstnævnte, mens "Anything Goes" er ren popmusik a la AC/DC.

Fortrin på scenen og blandt publikum

Efter fem kvarters ubønhørlig luksusopvartning med hit på hit trænger gutterne på sæderne og plænen til luft. Intensiteten og koncentrationen daler, og ikke engang AC/DC formår at fastholde den.

Det hjælper heller ikke, at der mellem numrene ofte holdes "band camp" rundt om trommesættet – unaturligt lange pauser, hvor Brian Johnson og vi andre venter på guitaristerne. Han hopper på stedet og svinger de bare arme i den kølige aftenluft.

Endelig puster "Whole Lotta Rosie" sig op, sætter sig over skrævs på damplokomotivet, og lader sine enorme fortrin vugge i takt til sin egen hyldestsang. Igen fanger kameraerne de danske Rosie'r blandt publikum, og atter smiler de bredt. En enkelt forsøger endda at fremvise et sæt ægte fortrin...

"Let There Be Rock" afslutter den ordinære spilletid og går direkte over i forlænget spilletid. I cirka et kvarter trakterer Angus Young os med sin guitarsolo. Først på scenen, siden på et særligt podium ude midt på stadion. Her bliver den lille australske krudtugle løftet 10 meter op i luften over publikum for derfra at divergere os med sin strengeleg – og en storslået konfetti-finale.

Bandet tamper troskyldigt rytmen, mens Angus til afslutning begiver sig op på rampen bag trommerne. Derfra styrer han en gevaldig syng-med guitarsolo hvis lige sjældent er set mere medrivende på en dansk rockscene. I hvert fald for en tid. På et tidspunkt stiller øjnene på uendelig og vi taber igen den tråd, som Angus ellers leverer så troligt.

Og så er det pludselig slut. "Let There Be Rock" ender lige så brat som den startede, og væk er bandet. Tak for i aften.

We salute you

De vender naturligvis tilbage. Til brølet fra 48.000 struber skifter vi toget ud med bilen. "Highway To Hell" og "For Those About To Rock" udgør skudsikre ekstranumre, og vi hvirvles atter med i AC/DC's malstrøm. Voksne mænd kaster sig overstadige om halsen på hinanden i drengerøvenes lykkerus. Der bliver spillet luftguitar og gået duckwalk mellem stolerækkerne.

Endelig kalder Brian Johnson til salut. Kanonerne brager, og det hele ender i massive eksplosioner og fyrværkeri på scenen, mens AC/DC forsvinder i røgen. Da vi finder vores fødder, sidder de allerede i bilerne på vej mod hotellet.

Effektivt, energisk og med kun enkelte fejltrin vendte AC/DC triumferende tilbage til dansk jord. Lyden var massiv og en anelse mudret, og stemmen fangede måske ikke alle tonerne. Men det var skønhedsfejl. "For Those About Rock - We Salute You" var aftenens sidste fællessang, og faktisk havde vi med glæde taget endnu to timer i selskab med rockens urkraft.