Pop uden nerve. Sange uden charme. Dance uden dans. Rock uden rul.

Problemet med Pins & Panzers er, at musikken lyder som en elektronisk bedroom producer-udgave af Blink 182. Konstant spøger What's My Age Again? i baggrunden af Dan Ingalas naive og slet og ret irriterende sange, der er fyldt med strygere, dancepoppede synth-refræn og pop-punk-energiske trommemaskine-spor. Det lyder, som der må lyde inde i hovedet på en amerikansk mand med Peter Pan-syndrom, som er flasket op med hitliste-punk, emo og firser-synths.  A Crush To Pass The Time er symptomatisk for pladens krydsning af enerverende fesen sangskrivning med insisterende og håndsværksmæssigt utilfredsstillende produktioner. Klicheerne står i kø for at komme ud af højttalerne – er det for meget forlangt at få bare én sang uden den der fuldstændig udkneppede telefonstemme-effekt? Eneste lyspunkt er den en smule charmerende Let Me Kiss You Now (And I'll Fade Away), hvis klædeligt organiske og minimalistiske intro lyser op som en enlig stjerne i en kollage af rynkede røvhuller.