Mew: No More Stories EP

Mew
No More Stories EP

Mew: No More Stories EP

GAFFA

CD EP / A:larm Music
Udgivelse D. 28.06.2009
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

No More Stories EP er første udspil fra Mew, siden de i 2006 blev reduceret til en trio, og en forløber for deres femte album No More Stories / Are Told Today / I'm Sorry / They Washed Away / No More Stories / The World Is Grey / I'm Tired / Let's Wash Away, som udkommer 17. august. Med andre ord en ep, der er ventet med spænding. Ep'en indeholder fem numre, hvoraf de to første også kommer med på No More Stories-albummet.

Åbningsnummeret Introducing Palace Players begynder med en lang instrumental intro med et noget kryptisk trommespor. Efter et minut ændrer sangen sig til en mere "normal" mid-tempo-sang, dog bygget op omkring et temmelig alternativt guitarriff, som vidner om fortsat fantasifuldhed i Mew-lejren. Først efter yderligere et minut melder Jonas Bjerres velkendte og velfungerende lyse stemme sig på banen. Særlig iørefaldende er det nu ikke, og sangen skulle lige høres nogle gange, før tiøren faldt hos undertegnede. En spændende komposition er det dog, og den vidner om en fortsat inspiration fra 70'ernes progressive rock, som også prægede albumforgængeren And The Glass Handed Kites. At gruppen/pladeselskabet har valgt nummeret som radiosingle, må siges at være modigt.

Albumforsmag nummer to, Repeaterbeater, er en mere lettilgængelig og ganske fin up-tempo-sang, der sender tankerne i retning af Special fra And The Glass Handed Kites. Herefter kommer Owl, et kort og stemningsfuldt, men lidt pausesignal-agtigt nummer, hvorefter ep'en slutter med to fine og forholdsvis enkle ballader, Start og Swimmers Chant. No More Stories EP viser et Mew, der stadig både kan skrue en god sang sammen og har lyst til eksperimenter også efter bassist Johan Wohlerts exit. Spændingen efter gruppens kommende album er derfor uændret.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA