Anmeldelse / Live / Onsdag d. 01-07-2009 kl. 09:12

Depeche Mode
Parken, København,
tirsdag d. 30. juni 2009

Anmeldt af Ras Bolding
Foto: Jonas Kjær (www.jonaskjaer.dk)

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,06 stjerner i snit (efter 36 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Verdens største rockband er elektronisk

Det har aldrig rigtig stået skrevet i kortene, at Depeche Mode skulle ende som den gigant, gruppen reelt er blevet. Som let kiksede new romantics, der pludselig blev gotiske, komplet med sort læder og sange om smerte, død og ødelæggelse, fik Depeche Mode bestemt skabt sig ikke bare et navn, men også en karriere i firserne, men at gruppen i dag, tyve år senere, stadig kan spille for fyldte stadions og tilmed er blevet hvermandseje, det er faktisk et af de større mysterier i den nyere musikhistorie. For selvom man, i bagklogskabens evige lys, kan påpege, at sangene er jo virkelig gode, og de holder, så tager de fleste af dem altså afsæt i et lidt dystert sindelag, og musikalsk er de ofte skruet noget mere skævt sammen end det, der normalt fylder alverdens hitlister. Og ikke desto mindre har Depeche Mode haft hits, ja sågar hits af den slags, som stort set et hvilket som helst tilfældigt udplukket individ ville kunne nikke genkendende til - der er næppe mange for hvem sange som "Just Can't Get Enough", "Personal Jesus" og "Enjoy The Silence" ikke vil vække en vis genklang. Man må nok erkende, at Depeche Modes enorme popularitet forbliver lidt af en gåde, men skal man forsøge at forstå eller forklare, så må en oplagt faktor blive gruppens koncertvirksomhed, for der kan næppe herske tvivl om, at netop som livenavn har Depeche Mode formået virkelig at ramme plet.
 

Opvarmning: Motor
Inden Depeche Mode skulle vi lige have opvarmningen Motor, en techno-duo udstyret med minimalt setup bestående af trommepad, synthesizer og effekter. Fra tid til anden blev der også råbt lidt i den medbragte mikrofon, men det lød, hånden på hjertet, mest til at foregå ud fra devisen "vi skal jo også synge et eller andet." De to musikere gjorde øjensynligt hvad de kunne, men det samme kan man desværre ikke sige om lydforholdene. Rytmikken gik generelt fint igennem, mens det forholdt sig mere problematisk med synthesizer og backing tracks, der til tider lød temmelig fjernt eller ligefrem uldent. Musikalsk stod gruppen for noget, man vist godt kan tillade sig at kalde temmelig rendyrket techno, og der var bestemt gode takter. I sine bedste øjeblikke lød Motor en smule som Nitzer Ebb møder minimal-techno, men desværre var det også mit indtryk, at en del passager blev en kende for anonyme. Det monotone udtryk var utvivlsomt tilstræbt, men det var, som om det kammede over og blev uopfindsomt - publikum klappede venligt, men der var ikke just tale om entusiastisk stemning.
 
Basildon calling
Den entusiastiske stemning indfandt sig dog præcis det øjeblik, Depeche Mode, Gore, Gahan og Fletcher, samt deres to medbragte musikere Peter Gordeno på tangenter og Christian Eigner på trommer, indtog scenen og åbnede med tre numre fra seneste album-udgivelse, "Sounds Of The Universe". Som altid udstrålede gruppen sikker visuel stil, med eyeliner og sorte klæder - Martin Gore dog klædt i sølv, hvilket selvsagt kun vidner om ekstra udsøgt elegance. Hvis opvarmningsnavnet havde givet anledning til at frygte for lyden - som generelt ikke har det bedste ry i Parken - så stod det hurtigt klart, at Depeche Mode havde helt anderledes styr på lydforhold end Motor. Lyden kunne måske godt have været en anelse højere, men det egentlig mest, fordi folk klappede og sang med, af hjertets lyst, fra næsten først til sidst, koncerten igennem. For selvom aftenen bød på sange om depression, voldtægtsfantasier og ensomhed, så blev det alligevel til folkefest, som det ofte er tilfældet med Depeche Mode. Der blev klappet i takt, flagret med armene og skrålet omkvæd til den helt store guldmedalje, og et enkelt kig ud over stadion, bølgende af tusindvis af vinkende hænder, mindede måske nok om, at den slovenske industrialgruppe Laibach, der i øvrigt deler pladeselskab med netop Depeche Mode, havde ret dengang de, i firserne, påpegede visse ligheder mellem rock-koncerter og propagandistisk massesuggestion. Men når nu man forføres af nørdede knægte med eyeliner, så kan det ikke være helt ondt ment, og det var svært ikke at blive grebet af den opløftede stemning.
 
Rollerne var fordelt helt efter bogen, med Gahan som forsanger og indpisker, Gore som indadvendt instrumentalist, men naturligvis med de obligatorisk indlagte vokalpartier, og Fletcher som, nåja, han er der jo bare. Fra tid til anden trykker han lidt på en knap eller en tangent, men det er sådan cirka aktivitetsniveauet. Han kan dog vinke som Prins Hentik - med begge arme. D'herrer Gordeno og Eigner var begge yderst aktive og leverede bestemt varen, og i det hele taget fremstod de fem musikere som særdeles samspillede, hvilket var en fornøjelse at være vidne til. Man var som publikum ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at her havde man med et absolut verdensnavn at gøre. Det flotte lys- og videoshow, som nok havde været flottere, hvis mørket for alvor var faldet på, vidnede om klassen, men jeg synes det var de musikalske og lydmæssige kvaliteter, der mere end noget andet understregede Depeche Modes legendestatus. Hvis jeg havde været fra Jylland, ville jeg tørt have konstateret, at de knægte kan deres kram!
 
En aften med mange højdepunkter
Koncerten fulgte en nøje tilrettelagt spændingskurve, begyndende med nyere materiale for så at grave de helt store hits frem til sidst. En, må man vel sige, velafprøvet strategi efterhånden, men Depeche Mode forstår at benytte den, måske ikke mindst fordi gruppen har så mange gigantiske hits bag sig, at den sågar kan tillade sig at springe et par af de allerstørste over og alligevel ramme plet, hvilket betød, at hverken "Just Can't Get Enough", "Everything Counts" eller "People Are People" blev spillet i Parken. Det gav til gengæld plads til et nummer som "Fly On The Windscreen", der ellers ikke er blevet just flittigt vendt i de senere år, og derfor bød på kærkomment genhør. Af andre højdepunkter kunne nævnes en næsten industrielt tung "I Feel You", en monumentalt kold "Stripped" og en syntetisk lummer "Master And Servant", men også de helt igennem obligatoriske "Personal Jesus" og "Enjoy The Silence" var medrivende, på en aften, hvor Depeche Mode havde hele Parken i sin hånd. Skal der findes en smule malurt frem til bægeret, så savnede jeg personligt at høre materiale fra de tre første albums, "Speak & Spell", "A Broken Frame" og "Construction Time Again", som blev fuldstændig forbigået. Der er masser af godt materiale også på disse udgivelser, og de var jo den spæde begyndelse for Depeche Mode - vi er en del, som husker dem endnu.
 
Jeg indledte denne anmeldelse med at kalde Depeche Mode for verdens største rockband. Det er den slags nonsens, man forventes at skrive som anmelder, og læseren må tage det med den berømmelige gran salt, men pointen var egentlig at påpege, at den engelske gruppe kan noget på de helt store scener, som der ikke er mange, der magter længere. Nu afgik en berømt Jackson ved døden for nylig (fat mod, venner, man ser ham snart igen, på Mars, i lykkeligt favntag med Elvis og Bjarne Liller), så man begynder efterhånden at kunne tælle disse helt store stjerner på et par hænder. Og Depeche Mode ER enestående på en scene. De bruger alle de oldgamle tricks i bogen, alle de billige kneb, men til syvende og sidst slipper de af sted med det meste, ganske enkelt fordi de husker på regel nummer et: musikken skal holde.