Volbeat
Roskilde Festival, Orange

Ikke så længe efter Social Distortion var færdige med at ruske op i publikum foran Arena, går deres danske tilhængere i Volbeat på på Orange Scene for anden gang i deres karriere. Det sommerkåde festivalpublikum er i dén grad gearet til en gang syng-med-rock i stadionformat, og det er netop, hvad Volbeat er garanter for.

Koncerten åbner med titelnummeret fra bandets seneste udgivelse, Guitar Gangsters And Caddillac Blood, hvorefter Hallejujah Goat tager over. Michael Poulsen er vanligt velklædt, og man mærker fra første færd, at Volbeat mildest talt er erfarne udi at give koncerter. Mr. & Mrs. Ness får hænderne i vejret på publikum, selvom lyden foran Orange ikke viser sig fra sin bedste side denne aften.

Efter fire numre henvender bandet sig første gang til publikum: "Hvor er det dejligt at være hjemme igen!", lyder det fra Michael Poulsen med henvisning til bandets heftige turneren i det store udland. Han lovpriser ristede hotdogs med remoulade og forsikrer os om, at de har glædet sig til at spille for os i aften. Hvilket de fuldfede smil på samtlige bandmedlemmers ansigter da heller ikke lader nogen tvivl tilbage om.

Johnny Cash-hyldesten Sad Man's Tounge dedikeres til Poulsens far, som han mistede sidste år, og en ellers solid fremførelse spoleres af nogle lidt fjollede Elvis-fraseringer i slutningen af nummeret. Det går dog ikke som sådan ud over den sympatiske frontmands evner som showmand. Bandet lover at komme ud og feste med publikum, som de betegner som festivalens "sande VIP's". Der er respekt for publikum, hvilket går suverænt i spænd med Volbeats mange "åh-uh-åh"-omkvæd, der understreger bandets folkelige appel, hvilket her skal forstås i ordets mest positive forstand.

Sommervejret og fadøllene passer som fod i hose i Volbeats musik, der måske nok byder på mere hygge end headbang, og det er der sgu egentlig ikke det mindste galt i.

Bandet lufter et nyt endnu unavngivet nummer, og fortæller at de går i studiet til januar for at indspille deres fjerde plade. En melodiøs rock'n'roll-sag med et skarp punk-riff. Selvfølgelig får vi også Garden's Tale, hvor Johan Olsen nok engang får lov til at synge for et mere velvoksent publikum end normalt. Pladsen foran Orange bølger af hænder, der svejer fra side til side, og selvom man har hørt nummeret til hudløshed, skal man være noget af en hårdhudet kyniker for ikke at lade sig rive med af stemningen.

Der indbydes ikke overraskende til fællesskål fra scenen, og bandet udviser en charmerende ydmyghed overfor deres publikum og en oprigtig og yderst smittende glæde ved at spille.

Den flotte Mary Ann's Place gennemføres uden Pernille Rosendahl eller andet kvindeligt islæt, hvorefter Dusty Springfield-klassikeren Only Wanna Be With You sparker publikum omkuld, før koncerten afsluttes med We.

Alt i alt en decideret fremragende koncert fra vore hjemlige heavy-helte. Det kan de sgu ærligt talt godt være bekendt, og der kan ikke være mange, der ikke har haft et brag af en fadølsfest foran Orange denne første dag på Roskilde Festival '09.