Faith No More : Roskilde Festival, Orange Scene

Faith No More , Roskilde Festival, Orange Scene

Faith No More : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

En ironisk nyfortolkning af Peaches & Herb indledte den første Faith No More-koncert på Roskilde Festival i sytten år, men herefter handlede det stort set kun om de største hits i den længeventede comeback-koncert. Bandet var klædt i lyse jakkesæt, og med sit tilbagestrøgne hår lignede frontmand Mike Patton Hannibal Lecter med fritidsjobs som lounge-sanger. Han gik i cirkler om sig selv som en tiger i bur, og vekslede i begyndelsen mellem at sende dræberblikke ud mod publikum og skrige som en besat på sange som "The Real Thing" og"Land of Sunshine".

Faktisk var der en lidt farlig stemning i starten af koncerten. Patton virkede, som om han ikke var i specielt godt humør, og et forsøg på at få en dansker til at synge dansk på "Evidence" løb ud i sandet, og i frustration kylede Patton sin mikrofon med tilhørende ledning ud til de første rækker. Men sjovt nok var det ikke Patton, der endte med at tage prisen som sureste mand på scenen.

Undervejs opstod der nemlig ballade mellem trommeslageren Mike Bordin og guitaristen Jon Hudson (der er med i stedet for Big Jim Martin, der ikke modtog en invitation til gendannelsen). Hudson og Bordin skændtes undervejs, og for at få kortene på bordet stak Patton mikrofonen foran guitaristen, der anklagede Bordin for at have kastet en trommestik efter ham. Han refererede til Bordin som "our superstar drummer" og brokkede sig over, at han havde (sin tidligere arbejdsgiver) Ozzy Osbourne på hjernen.

Dette var Bordin fuldstændig uforstående overfor, mens det morede resten af bandet kosteligt. Keyboard-mand Roddy Bottum sagde grinende, at nu var alt lige som de gode gamle dage, mens balladen bragte Patton i et strålende humør, og herefter kørte alt videre i fin stil.

På dette tidspunkt havde bandet uden problemer hoppet fra "Surprise! You're Dead!" til "Easy", der blev modtaget med fællessang og løftede arme i den bagende sol. Også "Midlife Crisis" blev leveret for fulde gardiner med en indlagt pause, der blev afbrudt med et brag, så de første rækker kunne eksplodere i et inferno af flagrende lemmer.

Det eneste fejlskud midt i denne fest af en koncert kom med gruppens version af Bee Gees' "I Started A Joke", der både er ringe live og i den indspillede version. Ironiske covernumre er simpelthen for 90'er-agtigt, og her bør gruppen altså lige komme med ind i det nye årtusinde. Men heldigvis gjorde numre som "The Gentle Art of Making Enemies", "Be Aggressive" og den fænomenale "Epic", at afslutningen blev usandsynlig stærk.

Bandet forlod kortvarigt scenen, inden de leverede "Chariots of Fire"-temaet, der gik over i "Stripsearch", inden der blev rundet af med gruppens første single fra 1988, "We Care a Lot".

Undervejs havde Patton været en dynamo af vildskab og energi og endnu engang understreget, at han er en af verdens bedste og mest interessante vokalister. Derfor var ekstranumrene en lidt tam afslutning på showet, der ellers havde været særdeles tæt på mesterligt størstedelen af tiden. Bandet både spillede og lød, som om de aldrig havde holdt pause, og de interne stridigheder gjorde blot koncerten til et kærkomment alternativ til de overkoreograferede og stramme shows, man ofte ser fra landets store scener.

Det blev derfor ikke bare til et glædeligt gensyn med fantastiske Faith No More, men også en stor musikalsk oplevelse, der understreger, at gruppens bagkatalog i den grad stadig holder, og at de stadig kan levere det særdeles overbevisende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA