Anmeldelse / Live / Lørdag d. 04-07-2009 kl. 01:44

Oasis
Roskilde Festival, Orange Scene,
fredag d. 3. juli 2009

Anmeldt af Mikkel Elbech
Foto: David Bering

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,97 stjerner i snit (efter 30 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Sikker schlagerparade, men selvtillid savnes

+ Se hele galleriet

Det er en underlig forskudt oplevelse at opleve en Oasis-koncert anno 2009. Det er ikke fordi, der er mange fingre at sætte på det, Gallagher-brødrene og deres medspillere leverer. Tværtimod er der professionalisme i overmål at finde hos det tidligere så skandaleombruste band. Publikum ser ud til at elske det. Måske især de, der er så unge, at de højst lige kan være sluppet ud af blealderen, da ”Definitely Maybe” udkom i 1994. Det er påfaldende, at jubelen er større ved eksempelvis ”Lyla” fra det forrige album, ”Don't Believe The Truth”, end ved mange af de numre, der udgør den lange perle af klassikere, som den tyve numre lange sætliste mestendels består af.

Måske er der bred enighed om, at ”Lyla” er et bedre nummer end ”Live Forever” eller ”Slide Away”, eller måske har de, der oplevede Oasis' storhedstid i midthalvfemserne, mistet gejsten en smule. Hvis sidstnævnte er tilfældet, skyldes det sandsynligvis, at ingen af de foregående fire-fem albums har kunnet leve op til den begejstring, som debuten og opfølgeren ”(What's The Story) Morning Glory?” i sin tid vakte, og stadig vækker.

Oasis selv tror tilsyneladende på dem, der mener, at de fortrinsvist var interessante for over et årti siden. I hvert fald er der kun tre numre fra det seneste album, ”Dig Out Your Soul”, der har fundet vej til aftenens sætliste. Ét (”Lyla”) fra forgængeren, ét (”Songbird”) fra ”Heathen Chemistry”, den båndede intro, ”Fuckin' In The Bushes”, fra ”Standing On The Shoulder Of Giants”, og den positivt overraskende ”My Big Mouth” fra ”Be Here Now”. Resten er fra glansperioden omkring de to første albums. Intet står umiddelbart til hinder for at spille fortræffelige numre som ”Stand By Me”, ”Go Let It Out” eller ”Little By Little”, og hvis de havde indgået i sættet, havde Oasis aktivt bidraget til at få deres seneste fem albums til at fremstå en tand mere relevante, end det nu er tilfældet.

Som Oasis står dér under den orange teltdug, ligner de af og til nogle, der er på nippet til at kede sig lidt. Af og til, som når Liam snerrer ”don't let any fucker get in your way” i ”Roll With It”, er der et glimt af den vildskab, som sangeren engang besad. Men det overordnede indtryk, brødrene Gallagher giver, er ét, der signalerer, at de altså har stået foran utallige menneskehav gennem tiden og derfor ikke længere får det ekstra kick, som de fleste musikere på samme scene som regel gør. Farligheden er væk. Liam ser ligefrem ud til at være i ganske godt humør. Ikke at han på et eneste tidspunkt ser ud til at smile det mindste, men han snakker til publikum og sikrer sig, at de har haft en god dag – og fortæller dem, at den er på nippet til at blive endnu bedre. Og mod slutningen fortæller han dem, at det virkelig har været en fornøjelse at spille aftenens koncert.

Måske nok ikke ligefrem usandt. Men det er svært at forestille sig, at det ikke havde gavnet brødrenes kunstneriske selvforståelse, hvis de følte, at de kunne nøjes med måske bare halvt så mange gamle schlagere i sættet. Den bedste løsning på hele denne problematik viser sig således i form af den mesterlige og afdæmpede b-side, ”Half The World Away”. Den er gammel og glimrende, men den er ikke fortærsket som ”Wonderwall”, hvorfor den resulterer i et overraskende højdepunkt i en koncert, der ellers har holdt sig på et jævnt niveau – om end naturligvis et ganske højt et af slagsen.

For vel er det da herligt at høre ”Morning Glory”, ”The Masterplan” og ”Live Forever” som blot en dråbe i et skrålende menneskehav. Sidstnævnte får sig en ekstra dimension, da Liam dedikerer den til ”them kids who died a couple of years ago”, naturligvis med reference til ulykken i 2000. Som så mange af Oasis' numre er ”Live Forever” en formidabel hymne, der mestrer at rumme en introvert tematik, som kan synges ud på voldsomt ekstrovert vis. Og for nu at lave et ordspil på sangtitlen er der tale om en udødelig klassiker, og den slags formår de færreste at levere. Så jo, det er en god oplevelse at bevidne Oasis i effekt, også selvom ovenstående forbehold må tages. Men der er en gnist, der skal genfindes, og en kunstnerisk selvtillid, der skal opøves, så storebror og lillebror ikke ender med for alvor blot at blive en skygge af sig selv.