Anmeldelse / Live / Søndag d. 05-07-2009 kl. 00:34

Slipknot
Roskilde Festival, Orange Scene,
lørdag d. 4. juli 2009

Anmeldt af John Fogde
Foto: Christian Hjorth

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,28 stjerner i snit (efter 18 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Et velkomment gensyn på Orange med de ni maskerede musikere

Slipknot gik på scenen i Roskilde lørdag aften til tonerne af Van Halens "Running With The Devil", der ikke på nogen måde satte tonen for, hvad man kunne forvente de følgende 90 minutter. For den ni mand store gruppe har været med til at evolutionere metal musik, siden debutpladen kom i 1999, og befinder sig langt fra den stil, Diamond Dave var garant for, da Van Halen debuterede mere end tyve år tidligere.

Med ordene "Bring The Pain" eksploderede bandet på scenen, da de lagde ud med "(Sic)", der bød på både brag og fyrværkeri, og en musikalsk intensitet, som få bands kan gøre dem efter. "Eyeless" fulgte, hvor trommeslager Joey "1" Jordison formåede at få blandet drum'n'bass med metal, mens Corey "8" Taylor rappede i en stil ikke ulig Mike Patton.

Der er drøn på fra start, men efter fjerde nummer ("Get This") holdt bandet den første af mange pauser, der var med til at trække tempoet ud af festen. Corey Taylor brugte disse pauser til at fortælle os gentagne gange, at vi var fantastiske, og at ingen kunne larme som os. Den slags er normalt fint nok, men Taylor blev ved og ved til det punkt, hvor det virkede temmeligt utroværdigt. Men heldigvis kunne numre som "Before I Forget" og "Disasterpiece" dog løfte stemningen tæt på kogepunktet i pitten, og få folk til at hoppe rundt og brøle med.

Men kombinationen af de mange pauser, og nye numre som "Dead Memories" trak ned i det samlede indtryk. Taylor udtalte i forbindelse med udgivelsen af "All Hope Is Gone", at han i Slipknot-sammenhæng var træt af at skulle skjule, at han rent faktisk kan synge (hvilket i mange år har været tydeligt, når han optræder med bandet Stone Sour). Men problemet er, at når frontmandet begynder at synge normalt, skifter bandet stil fra deres normale vanvittige lyd og kommer desværre til at lyde som et mere konventionelt metalband.

Det er en skam, for det er, når de giver den fuld skrue som på "Duality", at de er bedst, mest interessante og i den grad mest medrivende. Det nummer var dog gemt til afslutningen sammen med "People=Shit", der helt naturligt fik folk til at gå amok.

Til trods for de konstante lovprisninger fra scenen, så blev det kun til to ekstranumre, "Surfacing" og "Spit It Out", der traditionen tro indeholdt en sekvens, hvor publikum blev bedt om at sætte sig ned og hoppe op på kommando. Det ser ret fantastisk ud, når der sidder over 30.000 mennesker på hug foran Orange Scene, og det er da også imponerende når forløsningen kommer med et brag.

Derfor var det bestemt en oplevelse at se Slipknot tilbage på Orange Scene efter fem års fravær. De medbragte et show, hvor percussionisten Shawn "6" Crahans podie blev løftet op og ned og snurrede rundt, ofte med Chris "3" Fehn hængende i en af de påsatte tønder. Der var ild, fyrværkeri og en afslutning, hvor Jordisons trommesæt blev løftet op og drejet rundt, alt imens han hamrede løs til den store guldmedalje.

Men når intensiteten konstant trækkes ud, og Corey Taylors evige lovprisning begynder at blive et irritationsmoment, så går man desværre fra koncerten med en fornemmelse af, at det godt kunne have vildere, hvilket er underligt taget i betragtning af, at man lige har set Slipknot.