Pete Doherty : Roskilde Festival, Arena

Pete Doherty , Roskilde Festival, Arena

Pete Doherty : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Finn P Madsen | GAFFA

Rygtet var løbet forud, inden Peter Doherty overhovedet havde sat sine ben på dansk grund. Hotellet, som Roskilde Festival havde booket til den skandaleombruste sanger og poet, ringede under alle omstændigheder tilbage med beskeden om, at de ikke var særlig glade for at have ham boende.

Man ved aldrig helt, hvor man har rockens enfant terrible. Siden Libertines-dagene har han gang på gang bragt sig selv på de kulørte blades forsider på grund af sit vilde liv i overhalingsbanen. Stoffer, druk, fængslinger og problemer med hans forhenværende kæreste, modellen Kate Moss, har overskygget det musikalske i metermål.

Derfor var det med spænding, at man gik ind til koncerten på Roskildes sidste festivaldag. Koncerterne med denne rockens strejfende vagabond har altid været af meget svingende kvalitet. Når man har hængt ud med Tricky aftenen inden, mistet al sin bagage, og kun har det tøj, man er ankommet i, ja så var det varslet, at det kunne gå rigtig galt.

Trods en lidt slingrende start blev fornemmelsen dog hurtigt gjort til skamme. Ene mand allieret med sin guitar, den genkendelige filthat, en god håndfuld sange og komplet uimponeret over at skulle stå alene på Arena-scenen leverede Peter Doherty en underholdende og intens koncert.

Andet nummer blev dedikeret til Michael Jackson, hvor Doherty forsøgte at give sin egen skramlende version af "Billy Jean". Den blev dog aldrig fuldført. I stedet for gav Doherty en lektion i, hvordan en god sang skal skrues sammen med "Last Of The English Roses", hentet fra hans nye og meget fine album "Grace/Wastelands".

Overraskende og med masser af selvironi leverede Doherty Neil Youngs "The Needle And The Damage Done" i en inderlig og følsom version. Med et smil på læben sluttede sangen med kommentaren fra junkien selv: "Junkies are fucking scumbags".

Herefter fulgte The Libertines' "Can't Stand Me Now" og Babyshambles "Albion" og "Fuck Forever" med slingrende guitarattack, hvor Doherty indimellem tabte anslaget, men holdt sangene oppe med sine formidable og rustne vokalfraseringer. Pete Doherty var helt sin egen på scenen denne overskyede eftermiddag og tryllebandt med sin blotte tilstedeværelse. Måske fordi man aldrig helt ved, hvor man har ham, men nok mest fordi, han havde skruet op for charmen og var fandens uimodståelig.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA