Anmeldelse / Live / Mandag d. 06-07-2009 kl. 10:42

White Lies
Roskilde Festival, Odeon,
søndag d. 5. juli 2009

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,17 stjerner i snit (efter 6 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Effektfuldt poppede og dødsfikserede hvide løgne i sommervarmen

På Roskilde Festivals sidste dag er det her klokken 17.00 om eftermiddagen blevet White Lies’ tur til at underholde publikum. De engelske ungersvende fra Vest-London er ofte blevet sat i bås med bands som Interpol, Editors og, hvor meget det end irriterer dem, Joy Division. Lighederne er da også til at tage at føle på, og det er op til bandet denne eftermiddag at bevise, at de kan løfte sig ud af forgængernes skygger.

Bandet har tiltrukket en velvoksen publikumsskare både indeni og udenfor teltet, hvilket hits som “Unfinished Business” og “To Lose My Life” sikkert ikke helt er uden skyld i. Fra første færd slår bandet fast, at de også live har helt styr på melodierne og de gode pop-hooks. Teksterne kredser om død, desperation og sorg, hvilket skaber en effektfuld kontrast til musikkens melodiske egenskaber. På plade kan bandets insisteren på det lyriske sortsyn godt virke forceret og uelegant, men live-energien tilføjer musikken og intensiteten heri en ekstra dimension, der medvirker til, at man ser igennem fingre med linjer som: “Let’s grow old together and die at the same time“.

Faktisk er der mere The Killers end Joy Division over bandet denne sommervarme søndag eftermiddag, hvor urinstøvet hænger tungt i luften, og solen er ved at bryde igennem det skytæppe, der for første gang i år præger festivalen. Det bidrager bestemt positivt til fremførelsen af numrene, og det dedikerede publikum er 100 procent med, og hvad både lyd og stemning angår, er begge dele i top. Musikken er varieret og frisk trods sin bagudskuende lyd og veksler flot mellem det intime og en opvisning i stadionrock-dyder.

Det tight spillende band gør det ikke svært for publikum at følge med i deres yderst syng-med-venlige omkvæd, der har en tendens til at være lige på grænsen til at kamme over engang imellem, hvor meget de tunge basgange, de insisterende trommer og de skarpe angreb fra distortion-guitaren end modarbejder det alt for poppede. Forsanger Harry McVeigh leverer et fremragende vokal-arbejde og fremstår både intens og troværdig. Bandets melodiske mørkemandsrock har vist sig utroligt effektiv, og White Lies har sat en streg under deres potentiale. Det bliver spændende at følge bandets videre udvikling, og særligt at se om de, når de bliver lidt ældre, slipper den lidt for teenage-artige insisteren på de dødsfikserede tekster og udvider udtrykket.

Det er første gang ud af to denne sommer, at White Lies herhjemme skal optræde før Coldplay, og de, der skal til Herning for at se sidstnævnte den 16. august, bør bestemt unde sig selv at møde tidligt op til koncerten for at få en ekstra kvalitativ musikalsk oplevelse med i købet.