The Whitest Boy Alive
Roskilde Festival, Arena

The Whitest Boy Alive startede deres koncert med en trommerytme, der med sin house-stortromme og på-tirsdag-hihat er karakteristisk for deres blanding af det dansevenlige og det jazzede, og selv om det at holde funken, diskoen og housen i meget stram snor er kongstanken hos det norsk/tyske band, var grebet om tøjlerne ganske meget for stramt under den første halvdel af koncerten på Arena. Erlend Øye sang som sædvanlig fantastisk, men netop fordi der er sådan en indbygget, kølig ro i hans stemme, burde bandet have sluppet festen løs rent musikalsk. Til gengæld kunne man nyde, at lyden var ualmindeligt god, trods lidt tekniske problemer, og at bandet spillede dygtigt på deres instrumenter.

Numre som Keep a Secret, High on the Heels, Dead End og en lidt gumpetung version af Intentions kunne sagtens have brugt et skud ekstra live-energi til at forvandle den lidt for pæne, jazzede tv-funk, de blege unge mænd spillede, til en mere vital, festlig koncertoplevelse. Men sympatiske er de dog. Erlend Øye fortalte, at han havde været på festivalen siden fredag, og at han havde badet i badesøen og spist thaimad. Egentlig er den slags ikke særlig relevant for den musikalske oplevelse, men det er bare svært ikke at holde af den afvæbnede, uprætentiøse og let nørdede udstråling, bandet har og egentlig også beriger musikken med.

Golden Cage, som fortsatte hygge-house-sporet, bød alligevel på en overraskelse, for publikum, der elskede bandet fra første tone, viste sig at være en enormt dygtig og velvillig medspiller, da de taktfast klappede med på en halv-avanceret rytme. En sejr for rytmikken i et land, hvor vi excellerer i at klappe på et og tre.

Brydningspunktet var den i øvrigt fine sang Courage, som, ud over en temmelig irriterende trommesolo, trak festen op på et nyt niveau, og efterlod publikum i smuk fællessang på sangens ”courage”-mantra. Det kunstneriske højdepunkt kom med Above You fra debutalbummet Dreams, som blev spillet noget mere spændstigt og farligt end på pladen. Det udsyrede, abstrakte intermezzo og slutningen, der gled over i Max Romeos Chase The Devil, fungerede fremragende. Om det sidste skyldtes, at Øye havde hørt Malk de Koijn natten før, eller fordi han vidste, at Madness ville spille deres berømte version af nummeret lige ovre på Orange Scene, vides ikke, men sjovt var det, og det lød godt.

Koncertens afsluttende frihedsbesyngelse og publikums enorme opbakning og syng-med-velvilje var syptomatisk for en koncert, hvor det, især i starten, mere var publikum end bandet, der skabte den gode stemning, men da Erlend og kompagni fik sluppet tøjlerne, og forlod klichéerne fra den pæne ende af jazzen og funken, fik vi den smagfulde diskofest, vi havde fortjent.