Anmeldelse / Live / Mandag d. 06-07-2009 kl. 15:41

Coldplay
Roskilde Festival, Orange Scene,
søndag d. 5. juli 2009

Anmeldt af Mikkel Elbech
Foto: David Bering

GAFFA		6 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 49 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Majestætisk triumf lukkede Orange Scene

Efter snart fire dages musikalsk bombardement fra alle vindens retninger kunne man fejlagtigt have antaget, at afslutningsfesten på Orange Scene ikke ville blive til det store tilløbsstykke. Men det blev det. Som det ellers har været tilfældet ved en stor del af festivalens øvrige navne, behøvede den hæderkronede, britiske kvartet ikke at spille en god håndfuld numre, før en anseelig menneskemængde havde samlet sig foran scenen. Helt fra start stod det forventningsfulde ocean klar, fast besluttet på at få den sidste store oplevelse med sig.

Først dundrer der hiphop ud af højttalerne. Så overtager Strauss’ "An Der Schönen, Blauen Donau", der majestætisk markerer bandets entré på scenen. Den instrumentale "Life In Technicolor" tager over, mens bandet forvandles til gigantiske silhuetter bag det store, sorte stykke stof, der hænger ned over scenen. En ganske lang åbningsceremoni får sin slutning, da der for alvor sættes i gang med "Violet Hill", som med tung staccato losser endnu mere liv i det i forvejen sprællevende publikum. Bandet er ligeså tændt, og synergien mellem dem, der optræder, og de, der er tilhørere, er fra start optimal.

På yderst forfriskende vis vælger Coldplay at bryde med den håbløst forudsigelige sætlisteformular, hvor der skydes med luftgevær de første to tredjedele af koncerten, for så at fyre kanonerne af til sidst. I stedet er det allertungeste skyts trukket helt frem i feltet, og en ualmindeligt effektiv trio bestående af "Clocks", "In My Place" og "Yellow" sætter publikum i så voldsom ekstase, at det ikke kan have været helt sundt for de allermest dedikerede. I førstnævnte inkorporerer den allestedsnærværende Chris Martin en diskret reference til "Our House", som tidligere på dagen vakte store jubel, da Madness leverede den på samme scene. Før "Yellow" påpeger Martin den smukke næsten-fuldmåne med den passende gule farve, inden et væld af balloner i samme farve strøs ud over publikum.

Martin improviserer og snakker dansk
Det er tydeligt, at bandet har glædet sig til aftenens koncert. Martin har lært sig en god bunke mere dansk end de fleste udenlandske musikere, der fortrinsvist nøjes med en variant af ordet "tak", hvis noget overhovedet. "Tak, tak, tak, alle sammen! Undskyld mit danske. Alle glade?", spørger han på overraskende lidt gebrokkent dansk. Han har dog for lidt tiltro til sine egne evner og agerer derfor også tolk for sig selv. Undervejs i numrene improviserer han flittigt og får dem til at handle om festivalen og dets publikum, med forståelig jubel til følge.

Et af de fascinerende aspekter ved Coldplay er ikke bare det, at de er aldeles kyndige musikere og formår at levere et storslået show. Det er den legende lethed, det hele foregår med. Det er en fryd at bevidne improvisationen, ligesom kommunikationen med publikum også er fri for al stiv indstuderethed. Det giver et troværdigt indtryk af, at bandet i særdeleshed er mentalt til stede her og nu, og det løfter oplevelsen endnu højere op, end den ellers ville være blevet det.

Efter en mesterlig version af "42" – hvor trommeslager Will Champion slår så hårdt, at man kommer i tvivl om, om han er klar over, at der trods alt er tændte mikrofoner i nærheden af ham – er det blevet tid til et forventeligt højdepunkt i form af "Fix You". Men forventningerne overgås. Mere overbevisende end man kunne have turdet håbe på, fører bandet publikum gennem det elegant strukturerede nummer, med mange tårer ned langs kinderne på mange af tilhørerne til følge.

Lyden af et band på toppen
"Strawberry Swing" følger, inden de fire medlemmer mødes på den forreste del af scenen, hvor en forfriskende hårdtpumpet udgave af "God Put A Smile Upon Your Face" leveres, inden Martin for en stund efterlades alene på scenen. Han fortæller publikum, at nu ville det være et godt tidspunkt at tage en lur, inden han sætter i gang med den nydelige klaverballade, "The Hardest Part". Snart slutter den, og han spørger retorisk, om folk er klar på det, der nu skal ske. Det er de.

Forløsningens iver og glæde strømmer over publikum, og "Viva La Vida" cementerer sig sekund for sekund fast som et af de helt store øjeblikke i festivalens historie, mens konfetti indhyller de forreste tusinder af tilhørerne. Det er lyden af et band på toppen af sin karriere, der her lægges øre til. Der er ikke noget nostalgitrip, som ved landsfællerne fra Oasis og Madness. Kun en storhed, der imidlertid har en klang af tidløshed, som gør, at den sandsynligvis kun vil ældes med ynde.

Med en veloverstået udgave af "Lost!" bevæger bandet sig ganske roligt ned i midterpassagen mellem de fire pits, for så at indtage en diskret lille scene midt i menneskehavet. På akustiske guitarer og ukulele fremføres "Green Eyes", inden Champion får lov at synge for på den yndige "Death Will Never Conquer". En Michael Jackson-hyldest udelader Coldplay heller ikke, og "Billie Jean" leveres med befriende lidt patos. I stedet gør Martin sit bedste for at efterligne Jacksons klassiske hyl og får ligeledes publikum til at prøve kræfter med den pudsigt svære kunst.

Returløbet til scenen akkompagneres af et remix af "Viva La Vida", hvor publikum nok engang istemmer det karakteristiske kor. En exceptionelt effektiv udgave af "Politik" følges op af "Lovers In Japan", inden "Death And All His Friends" sætter et foreløbigt punktum for koncerten. Men ingen forventer selvsagt, at det allerede er slut her.

Tilnærmelsesvist religiøst
Og ganske rigtigt, ind på scenen træder kvartetten nok engang. Martin sætter sig ved tangenterne, og tænker man efter, er det ikke svært at gennemskue hvilken klassiker, Coldplay trods alt har valgt at gemme til sidst. Det såre simple, men endnu mere effektive klaverspil er undervejs, og lyden af "The Scientist" svømmer over en bjergtaget festivalplads. "Come up to Denmark / tell you I’m sorry / you don’t know how lovely you are", synger Martin i nok en improviseret tekst, inden han let og elegant spiller gennem sangen på en måde, der ingenlunde afslører, hvor mange gange han og hans medspillere har fremført den før.

Finalen kommer i form af "Life In Technicolor II", der ganske vist ikke er et mastodonthit, men alligevel formår den at slå en fornem og behagelig krølle på koncerten. Martin siger nok engang dybfølt og ærbødigt tak, og Coldplay forlader scenen, mens en båndet udgave af "The Escapist" stilfærdigt spilles for publikum, idet der trækkes mod udgangene.

Det, Coldplay har formået at danne rammen omkring ved denne koncert, ligger ikke milevidt fra noget, man kunne kalde religiøst. Af den bedre slags, forstås. Den slags, hvor det, der hyldes, rent faktisk er noget beviseligt og eksisterende. Og her menes ikke Coldplay i sig selv; nok er Chris Martin en talentfuld herre med en beundringsværdig skaberkraft, men ligefrem en gud er han trods alt ikke. I stedet menes der den glæde og det fredsbetonede fællesskab, der opstår, når smagsskel eksploderer og harmonisk samstemmighed skabes. Når så mange mennesker kan nyde så stor enighed om noget, og det så oven i købet ikke ansporer til destruktivitet i nogen grad eller form, så er det fordi, der bevidnes noget, hvor helheden i dén grad er større end summen af sine dele. Så hvis nogen skal hyldes af masserne, så lad det i det mindste være dem, der vækker så megen glæde og indlevelse, som man denne aften kunne bevidne.