Anmeldelse / Live / Mandag d. 06-07-2009 kl. 15:45

B.B. King
Mølleparken, Sønderborg,
søndag d. 5. juli 2009

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard
Foto: Michael Boe Laigaard

GAFFA		6 stjerner
Læserne		5,80 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Den første for mange, den sidste for de fleste. En uforglemmelig koncert for alle.

Det er desværre ikke hver dag, den ubestridte konge af blues er i Danmark. Sidste gang var i København i 2006. Denne gang var det den herlige amfiscene i Sønderborg, der havde æren. Også denne gang blev det kaldt sidste gang, men lige meget hvad, vil de 2-3000, der var med denne sommeraften, ganske givet aldrig glemme det.

Hele seancen startede med, at otte ældre, småfede, super-fede musikere kom på scenen og begyndte at spille et par hurtige instrumentalnumre, hvor de fire blæsere på skift var op at give endda meget imponerende soloer. Efterfulgt af et endnu et instrumentalnummer, hvor guitarist Charlie Dennis fik lov at vise formen. Storformen, der var passende for en mand, der skal spille backing for historiens nok vigtigste guitarist, og samtidig være klar til at tage over og lede, hvis kongens 83-årige fingre ikke kunne mere

De fingre kom nu vinkende på scenen, da King, i hvad der må være verdens største guldskjorte, gik frem på scenen og begyndte at kaste noget glimmer ud over sit følge. Herefter satte han sig på sin taburet, fik ærbødigst hejst verdens nok mest kendte guitar "Lucille" ned over skuldrene, og begyndte så sin version af Ivory Joe Collins´"I Need You So".

Herefter begyndte megen snak fra den begejstrede bluesist. Han var endda meget god til at anerkende den store begejstring fra sit publikum og give anerkendelse til sit band. Og anderkende sine egne 83 år. Med et glimt i øjnene. "Til alle jer unge mænd derude, altså jer unge mænd over 50 - Fortvivl ikke. Smukke kvinder bliver ikke mindre smukke, fordi man bliver ældre".

Og netop kvinder blev ofte omtalt fra den supercharmerende King, der påstår at have femten børn med femten forskellige kvinder (kvinder der havde det fællestræk, at de begyndte at tro, at de var vigtigere end "Lucille", og derfor blev skiftet ud.)

Senere kom der også en kommentar om, at King personligt vil få sine blues- og hiphop-kolleger til at stoppe med at snakke grimt om kvinder. De skal behandles pænt. Hvorefter vi fik et cover af Jimmie Davis` gamle countryklassiker "You are My Sunshine".

Der var også en kommentar til mændene. Om hvordan man forfører kvinder. "Køb en alkoholfri vin, hæld lidt vodka i, og tag selv et par slurke, men glem ikke "They can outthink us, they can outdrink us". Og sæt så lidt god musik på. Vil anbefale Willie Nelsons version af "Always on My Mind"."

Generelt blev der vist megen respekt for kollegerne. Og samarbejdet med Eric Clapton, "Riding with the King", fik også et par ord med på vejen. Om hvordan han hader Clapton og hele processen (med et glimt i øjet). Clapton fik ham til at spille akustisk, og Lucille var ødelagt og knækkede seks strenge i sorg.

Det var Muddy Waters, der først satte strøm på sin bluesguitar sidst i 40'erne. Men det var B.B. King, der fik stilen ud til masserne, ved at bruge elementer af den stadig unge rock'n'roll i musikken. Og ikke mindst ved brugen af guitaren. Det var King, der gjorde elguitaren til en "stemme" i musikken, frem for bare et melodiinstrument. Og det er derfor, at så mange, Eric Clapton inklusive, kalder ham deres største inspiration og den største elguitarist nogensinde.

Og i Sønderborg var det stadig imponerende at høre Lucille synge. Det var ikke ofte, hun fik lov at synge for, men når hun gjorde - jeg har aldrig hørt en guitar synge sådan. Helt ufatteligt. B.B. King kan bøje tonerne fra guitaren og få dem til at vibrere med samme udtryksfuldhed, som en dygtig sangerinde kan med sin stemme. Og hver gang blev det mødt med enten tavs måben eller stormende begejstring fra det aldersmæssigt spredte publikum, der var på fra start til slut.

Og mandens stemme følger stadig trop. Der bliver stadig sunget igennem, på en forholdsvis rå måde, men der var ingen alderstegn at spore, og alle ord var så tydelige, at publikum uden problemer kunne synge med efter det mindste vink fra scenen. Hvad vi ofte gjorde.

Sangene var blandede. Der var covers, egne sange, nye, meget gamle og instrumentalnumre. Og alt derimellem. Og de gled ofte over i hinanden eller blev afbrudt af den megen charmerende snak fra King. Det var, som om det ikke handlede om de enkelte sange, men den samlede stemning. Og den var høj. Som frontmanden selv sagde: "Jeg er her for at "Swing and boogie." I troede ikke at en 83-årig ville "swing and boogie", gjorde I?"

Det gjorde vi nok, men det kom nok bag på de fleste, hvor store B.B. Kings - og bandets - evner egentlig er på en scene i vore dage. Til sidst i sættet fik vi det nok største hit, "The Thrill Is Gone" fra 1970. Men gu' er den ej. For mange er den nok først lige begyndt. Og den sidder stadig i kroppen. Sikkert også på folk, der ikke anede, at de kunne lide blues. For koncerten nåede alle.

Måske var det mandens sidste koncert i Danmark, men det betyder mindre, når mindet vil sidde fast mange, mange år fremover. Der blev i hvert fald hvervet mange fans i Sønderborg. Det er der ingen tvivl om.