Kings Of Leon
Forum, København

En kø bugtende sig op ad Rosenørns Allé og et godt stykke ned ad H.C. Ørsteds Vej, samt adskillige klynger af bajernydende squattende rundkredse, vidnede om én ting: Opbakningen til en livekoncert med Kings of Leon er i Danmark ganske imponerende.

Da de gæstede KB Hallen i februar, var der udsolgt, og det skulle vise sig en smal sag ligeledes at udsælge storebroderen Forum for dette band, der har bevist, at de er et af de allermest centrale i verden, når det kommer til en god omgang beskidt sydstats-garagerock af den type, der kan spille et tilfredst stadion op. Med deres hidtil bedste og seneste udgivelse ”Only By The Night” har de endda bevist, at de også evner at udvikle sig markant og producere adskillige ørehængere. Det skulle blive spændende at høre, om de denne aften kunne levere i overensstemmelse med kvaliteten af seneste album.

Med ”Be Somebody” og ”Taper Jean Girl” skar drengene igang uden dikkedarer, og herefter lovede den djævelsk formidable ”My Party" virkelig godt for aftenen. Med en basgang så tung, at den kunne mærkes i mellemgulvet, samt en guitargang så lækkert supplerende, at det var en ren fornøjelse, vidnede den om højt niveau. Der blev givet gas på den retroagtige måde, hvor fire mand rockede, som man engang gjorde det. Ingen gimmicks, ikke nogen hob af effekter ud over de klassiske distortionprægede til guitarerne. Det var beskidt rock præget af adskillige guitarsoloer, men samtidig tilsat et let strøg af ballader undervejs, som den smukke ekkoslæbende ”Closer” og den blidt klagende ”Cold Desert”, hvor vokalen fik lov at folde sin ynde ud. Det er på netop disse præmisser, at aftenen skal vurderes. Ikke på smartness.

En ganske glimrende lyd supplerede drengene under hele koncerten. Instrumenternes nuancer kunne tydeligt adskilles, og Caleb Followills vokal gled fint fra den dybere næsten Nashville-tro hæshed til de højere lag. Bassen lagde, som effekt af en slagbas, sammen med en meget tung storetromme en god bund, hvorefter der var desto mere rum til at nyde de velvalgte guitarsolostykker, der var proppet ind under adskillige numre som ”Fans” og ”Molly's Chambers”. Sidstnævnte med en guitar- og basgang så simpel, at det trods nervøsitet næsten er svært at fremføre den med fejl, men samtidig et bevis på, hvor meget Caleb Followill har udviklet sin stemme siden den version af sangen, han efterlod på debutalbummet ”Youth And Young Manhood” i 2003.

Mærkes i brystkassen
Aftenens repertoire var udmærket sammensat. Fra en start med det tempofyldte og fræsende over en midte af ørehængere som hittene ”Crawl” og ”Sex On Fire” mod en slutning, der under ”Use Somebody” flåede en stribe piger op at ride på skuldrene af andre tilskuere.

Musikken var enkelt udført, tilsat adskillige rammende C-stykker og solopassager, der brød med studieoptagelserne, men ellers lod genkendeligheden holde et fast favntag i alt. Publikum var bestemt godt med, men denne aften blev der også leveret i en grad, så det var svært at være utilfreds. Hen ved en time og 40 minutter passede fint, og det skulle ikke vise sig helt forkert, da de i februar i KB Hallen lovede, at noget stort var i vente til sommer. Det er, som om dette hold vokser med opgaven. Præcis på den måde, trommeslager Nathan Followill har udtalt, at første album var som whisky, det næste som vin og det tredje som champagne. Drengene kunne ikke blive enige om, hvad deres fjerde album i så fald var, men kunne man foreslå, at der her er tale om årgangsservering?

Bandet fortjener ros for denne aften at levere præcis det, man turde håbe på. På en veloplagt facon og uden dikkedarer. Hvor publikum var med på vognen. Smukt på den beskidt rockede måde, der kan mærkes i brystkassen.

Opvarmning: White Lies (****)

Kort efter Roskilde Festival, hvor britiske White Lies optrådte om søndagen, kunne gruppen annoncere den glædelige nyhed, at de tog tjansen som opvarmningsheat for Kings Of Leon.

Stift stående i hver deres lille firkant bevægede bandmedlemmerne sig ikke meget, ja, forsanger Harry McVeigh stod endda demonstrativt stiv som en saltstøtte under hele første nummer, ”A Place To Hide”, men det skal nu ikke fælde dom over et udmærket stramt fremført sæt af alle deres største ørehængere: ”Farewell To The Fareground”, ”Lose My Life”, ”Unfinished Business” og ”Death”. Fremført i den rækkefølge og pakket ind mellem yderligere fem sange.

En udmærket performance, der varmede passende op for aftenens hovedakt. Hertil skal blot knyttes én interessant tanke: Tænk hvilket niveau disse drenge kunne nå, hvis forsanger Harry McVeigh af og til svang guitaren om på ryggen og eksalterede som en Ian Curtis (Joy Division), der eksploderer på scenen? Svært at sige, men mindre kan nu også gøre det for en gruppe, der bliver spændende at følge frem mod opfølgeren til debutsuccessen ”To Lose My Life…”