Anmeldelse / Live / Torsdag d. 09-07-2009 kl. 09:12

Bruce Springsteen & The E Street Band
Messecenter Herning,
onsdag d. 8. juli 2009

Anmeldt af Henrik Friis
Foto: Morten Rygaard (www.mortenrygaard.com)

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,17 stjerner i snit (efter 18 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Rockfest som modtræk til kastevinden på heden

Det er og bliver det evindelige problem med de store udendørs-koncerter: Lyden, altså. For mens man gennem årene modvilligt har erkendt, at en del af den visuelle oplevelse delvist bliver reddet af storskærmene, så er der ingen mulighed for kompensation, hvis lyden ikke rækker. Og det gjorde den ikke i går, da Bruce Springsteen og hans E-Street Band spillede deres første danske job uden for hovedstaden.50.000 var inde.

Et fair bud går på, at 10-12.000 af dem (fra mixerpulten og frem mod scenen) havde en god/acceptabel lydoplevelse, mens resten (især i siderne, på tribunerne og bagest) oplevede en diskant, tændstikæske-skramlende sound uden nogen som helst bund og tæthedsfornemmelse, og som ydermere blev kastet rundt af hedevinden. At vælge mellem Parkens beton-ekko-helvede under tribunerne og så dette er som at vælge mellem pest og kolera, men i går resulterede det altså i, at godt halvdelen af publikum aldrig så ud til at komme ind i kampen for alvor – og det selv om hovedpersonen oppe på scenen leverede et festfyrværkeri af et arbejdsraseri.

Dansk sommersang
Det hele startede ellers så nydeligt kl. 20:20: Nils Lofgren havde lært sig En yndig og frydefuld sommertid på harmonikaen – helt i tråd med E-Streets Bands vane på denne tur med at give et stykke lokal musik, inden det hele går i gang – og så var seje Badlands ellers på og kastede straks åh-åh-åh-åh-åh-tilskuersang af sig til Bruces foredrag om hjerte og sjæl – nu!

"Is there anybody out in Herning Tonight?", brøler Springsteen  fra scenen og svares begejstret igen af masserne, mens No Surrender fortsætter den stoute, spankulerende  rock. Han arbejder virkelig oppe på scenen. Armen slår manisk og med store bevægelser ned i strengene for at angive strids- og arbejdslyst .  Men lyden flakser også.  40-50 meter foran Deres udsendte hoppes der begejstret og medrevet - her i højre side af masserne og på højde med mixerpulten er der bare ikke bund i noget, og instrumenterne er svære at skille ad. Vi håber på lydmanden…

Oppe på scenen har Bruce sænket tempoet og er i gang med  My Lucky Day fra den nye Workin On A Dream-cd, Han og Little Steven synger omkvæd og mens sidstnævnte slet ikke kan ramme tonerne, lyder Bruces’ stemme anstrengt. Han vælger simpelthen at bruge urkraftstemmen til at synge hen over svagheden, og i det hele taget charmer de to sig ud af det.

Allerede her er det første svedskjolde begyndt at vise sig på bossens ryg og skuldre, og det bliver endnu mere markant, da Out In the Street skal slide det hele frem til at blive en lovende fest. Clarence ”Big Man” Clemons fyrer løs på saxen med de guldlakerede negle, og Springsteen hopper helt ned til publikum for at give de første håndtryk og skabe nærkontakt.

Det er bare lidt skønne spildte kræfter for os 2/3 dele af publikum, som heller ikke for alvor lader os rive med af endnu et par sange fra det nye album, bl.a. Outlaw Pete trods møllevingeslag og det hele. Transistor-radio lyd ér altså ikke særligt æggende. Og et utilsigtet glimt på storskærmen af Springsteen med en særdeles irriteret/træt grimasse på vej hen for at skifte guitar, afslører også, at manden i centrum selv aner, der er et eller andet galt og at der skal abejdes ekstra hårdt i aften.

Han deroppe på scenen kan knap gøre mere end han gør. Og dog: han fremhakker på prins-Henrik-dansk, at gruppen er glad for at være i Herning – og lover at være med til at bygge et hus af tro, kærlighed og glæde denne aften. Men at det også forudsætter en ting fra publikum: ”We need you to bring the noise”…

Vi prøver, men falder hurtigt tilbage i vanen. Dog er industritunge Seeds med til at hente noget af den manglende rock-krop tilbage. Men uanset at Bruce råber ”Come On, Denmark” oppe fra scenen, og konstant får skiftet til nystemt guitar mellem numrene, mens den gamle ikke en gang er klinget ud, ja selv om Max Weinberg tæsker løs i tønderne som en bersærk og både Lofgren og Little Steven får godt med spadeplads, bliver det altså ikke rigtigt bedre, før jeg bider hovedet af al skam og maser mig 30-40 meter gennem den tætte (og irriterede) tilskuermasse hen mod mixerpulten.

SÅ er der pludselig mere samling på det  lydmæssigt, og Atlantic City ender som aftenens hidtidige store højdepunkt. ikke kun på grund af mit maseri, men også fordi den eftertænksomme, smukke, dybe sang er med til at give dejlig kontrast til gruppens løsningsmodel, der ellers hedder:  få festhjulene i gang.

Ønskekoncert
Netop til festbrug laver Bruce & co. nu for anden turné i træk decideret ønskekoncert: Papskilte, flamingo-opsatser, papirlapper, kolorerede bunde af flyttekasser m.v. rækkes af publikum op til Springsteen (der nu er svedvåd fra hoved til røv) med ønsker fra bagkataloget.

Det virker: da den gamle rocker Mony Mony bliver effektivt leveret midt mellem Springsteens egne cirka 30 år gamle klassikere som Hungry Heart og Thunder Road, er der for første gang flere smågrupper på tribunerne, der står op. Og hovedpersonen smiler – ”det går da bedre nu”, kan man næsten se ham tænke.  Det giver de fleste ham medhold i, alt mens Nils Lofgren virkelig finder den fabulerende guitar frem i tætte bandspillede Prove It All Night, inden han afslutter med at gøre sig til en spindetop. Alle i bandet kigger på i beundring over spil og højt humør over spin. Endnu en kraftpræstation og stjernestund oppe på scenen.

Efterhånden er vel halvdelen af de 50.000 rimeligt med i løjerne. Når det går bedst. Men vi må også være ærlige at sige, at prisen er en let ensrettet gade:

Kun få ømme kærlighedsstunder for holde-i-hånd-kæresteparrene. (Ganske vist er fru Patti tilsyneladende hjemme hos børnene pt., men alligevel… ). Og hele Magic-albummet inkl. trekløveret af fine, eftertænksomme Irak-sange, er der heller ikke plads til. Kun en løs, uøvet version af den umiddelbare kærlighedspopper Surprise Surprise fra den seneste cd, og lidt hilsner fra 2002’s The Rising. Ellers er det ikke en aften for bud på ny-klassikere til Springsteens  liverepertoire.  Men hvad – The River og kuldegys-mundharpen, gør jo også jobbet endnu en gang, inden jeg benytter den egentlige koncert-afslutning Born to Run med dens tilskuerhop som undskyldning til at mase mere på og knibe mig 30 meter fremad.

Del af festen
Hér oppe blandt den bedst placerede femtedel af tilskuerne er jeg pludselig en del af festen:  Her står en flok 16-17-årige drenge ved siden af 60-65-årige og skråler med, og man mindes igen om, at få som Springsteen evner at favne både unge og ældre. Men der kunne heller ikke siges meget mod glæden heroppe – for her er lyden glimrende og bandet en fast sammentømret enhed i stedet for løse fragmenter...

De seks ekstranumre cementerede den med slid opbyggede sejr med nye aftentræffere (uanset at det nu også begyndte at regne ud over blæst og kulde) - bl.a. den fremragende gamle arbejdssang Hard Times, Bruce’s egen folkevise-stampende American Land, Rosalitas eviggrønne fest osv, - inden vi blev twist & shout’ed hjem fra messecentret.

Kraftpræstationen af bandet og især hovedpersonen var indiskutabel. Hvem andre kaster uden af kny to timers og 52 minutters svedigt arbejde på bordet for at overvinde en vindblæst mark?  Det er femstjernet energi, showmanship, professionalisme - og klasse. Og man kan altså kun beundre Springsteen, at han tilsyneladende hver eneste gang er i stand til at levere dét offer. Til gengæld kan så mange blandede, vindblæste minder og fest-for-de-få-fornemmelsen ikke give den vanlige stjerneregn.