RubberSoul 14. juli 2009
En anmeldelse af en koncert og en anmeldelse af en anmeldelse…
Tja, jeg spørger mig selv, om jeg har været til samme koncert som anmelderen, når jeg læser hans anmeldelse. Uenighederne vender jeg tilbage til, men hvorfor han dog ikke fremhæver de ting ved koncerten, der virkelig fremstår som enestående (og desværre også det værste), henstår i det uvisse. De enestående først…
Et fremragende lille band, som gav en fremragende lille opvisning i, hvordan koret skal synges i Joan Wassers kompositioner. Originalt og velarrangeret. Begge bandmedlemmer blev introduceret som havende ”to hjerner” (og i øvrigt som pornostjerner), og det første forhold hentydede klart til det flerinstrumentale islæt frem for at være perfektionist på ét instrument. Et islæt, der gav koncerten charme.
Her starter jeg nu på uenighederne med kære Morten Gottschalck – hvem han så er udover at være anmelder på Gaffa. Lille Vega er håbløst irriterende som koncertsted. Lille Vega som åbenlyst gav lydmanden kolossale problemer med lyden, for så dårlig kan ingen lydmand være, at han fra start til slut tillader, at bassen fra Moog´en er den dominerende faktor i lydbilledet (også i f. t. vokalerne). Joan selv var også tydeligt irriteret over lydresultatet, og måtte højlydt brokke sig i mikrofonen over for samtlige tilstedeværende. Pinligt. Så føj, hvor var lyden i Vega mislykket, og lydmanden, som jeg stod lige ved siden af, virkede trods alt heller ikke som nogen ørn bag en mikserpult.
De Vegaansatte skal til gengæld roses for, at der blev lukket rigeligt med frisk luft ind, og at der ikke blev for varmt.
Præstationen på scenen var klart aftenens styrke, fx starten som lige var noget jeg havde håbet på: En sej og langsom en på goddagen. Når nu konen har flere fantastiske kompositioner i sit repertoire, der er (for at citere hr. anmelder) ”…langsommere end hjertets banken…”, hvorfor så ikke netop starte på denne måde? Måske kunne hr. Gottschalck og jeg blive enige, om at dét var modigt, hvem ved? Det synes jeg i hvert fald.
Jeg blev revet med lige fra starten af koncerten. Dog dykkede den midt i, hvor jeg synes hun spillede nogle af de mere ligegyldige sange, hun trods alt også har skrevet. Jeg er ikke til fyld, når det gælder singer/songwriters, og at jeg allerede har inkluderet hende i denne klub efter to udspil, er måske lidt lige som … ja, måske det undertøj, hun omtalte i f. m. de coversange, hun spillede i slutningen af koncerten. Det at spille coversange omtalte hun som at gå med andres undertøj.
Publikum gav en fin opbakning, og der var en generelt god stemning og interaktion mellem band og publikum. Joan skal roses for, at hun gør sit for at lave lidt spas på scenen. Noget sådant indebærer altid en risiko for at være intetsigende og tomhjernet, men den gik lige nøjagtig hjem. En svær balancegang. Dén balancegang kan Morten Gottschalck derimod ikke gå.
Musikalske højdepunkter: Versionerne af To Be Lonely, Holiday, den nye komposition Flash, jeg glæder mig meget til et genhør med, Public Enemy-coveren samt a capella-coveren, der fulgte.
5 stjerner. Med bedre styr på lyden 6.

@ RubberSoul: Hvis du kan (lære at) holde de slet skjulte personlige angreb indenbords (om mig: "hvem han så end er", og "en svær balancegang som Morten Gottschalck ikke kan gå" med henvisning til tidligere sætning, som indeholder ordene "intetsigende" og "tomhjernet"), så tror jeg godt at du selv kan blive anmelder et eller andet sted på nettet. I princippet synes jeg også det er fint at du er uenig, og at du har mulighed for at udtrykke det.

Det var måske modigt af Joan at starte med så mange numre fra den langsomme plade - og det er måske også modigt at stille sig ud foran Klampenborgtoget, for at se om man kan bremse det med hænder og fødder - men er det hensigtsmæssigt? Publikum er som regel fulde af sukker, alkohol og forventninger når en koncert går i gang. Et enkelt langsomt nummer eller to havde været okay, synes jeg - men hun har lavet så mange andre numre med gang i, som lod vente på sig. Du hørte vel selv, at hun havde eksperimenteret med ikke at lave encore. Noget kunne tyde på, at Joan stadig at ved at lære hvordan hun kan lave en forrygende optræden.

Jeg kan også tilføje, at en del af mit arbejde ved at skrive en anmeldelse består i at lave lyn-interview med minimum 3 publikumer til hver koncert - en målsætning jeg selv har valgt i ydmyg erkendelsen af, at jeg ikke er perfekt - og til Joan interviewede jeg 5. Kun én af de 5 mente, at det var en fremragende koncert, resten syntes bare at det var godt - én tilføjede også, at Joans sidste koncert i oktober var bedre. Dette tog jeg med. Ingen af mine anmeldelser af min ufortyndede mening alene.

Overvej også et øjeblik, hvad karaktererne betyder. 6 stjerner er intet mindre end en legendarisk optræden. 5 stjerner er aldeles fremragende. 4 stjerner er godt, fint, udemærket. 3 stjerner er acceptabelt. 2 er ringe. 1 er helt uacceptabelt. Jeg synes der er en stor forskel fra stjerne til stjerne, og jeg har efterhånden gået til så mange koncerter, både med metal, pop, jazz, elektronisk, hiphop, stadion rock, støj, og festivalmodellen, alle i adskillige afskygninger, at jeg har dannet mig en klar idé om, hvad jeg selv opfatter som forskellen på 4 og 5. Og her var forskel.