Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 14-07-2009 kl. 09:37

Deep Purple
KB Hallen, København,
mandag d. 13. juli 2009

Anmeldt af Christian Weigel
Foto: Henrik Hildebrandt
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
4,75 stjerner i snit (efter 8 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Well Dressed Guitar

Deep Purple har været i København utallige gange i løbet af en imponerende lang karriere, der startede i 1968. Der er gang på gang udsolgt, og det må jo vidne om et band, der leverer varen. Med Deep Purple går man aldrig helt galt i byen. Heller ikke denne mandag aften i noget, der skulle vise sig at blive Københavns største sauna for halvgamle loyale rockfans, der efter gennemsnitsalderen at dømme har været med til de fleste af koncerterne, siden karrieren begyndte. Der ses hist og her yngre kræfter, der nok har smug lyttet til farmands pladesamling.

Deep Purple er fadder til en lang række klassiske numre i den tunge ende af 70'er-skalaen og samtidig sublime musikere, så da Deep Purple går på scenen i en propfyldt KB-hal, kan de selv bestemme resultatet af aftenens seance.

Deep Purple spiller efter alle disse år fortsat med en nerve og en spilleglæde, der smitter helt ned på bagerste række. Alderen trykker selvfølgelig i forhold til tidligere, og specielt sanger Ian Gillan, der fylder 64 i næste måned, har ind imellem svært ved følge med i samme grad som tidligere. Han er lidt stiv i kroppen og stemmen er slet ikke på højde med tidligere. Af samme grund har "Child In Time" ikke været på programmet i mange år. Heller ikke de humoristiske indslag mellem numrene bliver det til i samme grad som tidligere. Men alt taget i betragtning kan han godt være indsatsen bekendt. Spørgsmålet er så blot, hvor længe han kan holde kadencen.

Hvor Gillan er lidt træt og slidt, er de fire øvrige musikere i Deep Purple fortsat i top-form og sikrer endnu engang, at sejren trækkes hjem på rutine og spilleglæde. Man må endnu engang bøje sig i støvet over superguitaristen Steve Morse, der gjorde det umulige og overtog pladsen efter legenden Ritchie Blackmore (samt Joe Satriani). Steve Morse er ganske enkelt fremragende, hvilket han særligt viser i solostykker som "Contact Lost", der er inspireret af rumfærgen Challengers forlis i 1986, og "Well Dressed Guitar", der er ren guitaropvisning.

Den klassiske rytmesektion Ian Paice og Roger Glover spiller med en friskhed og tyngde, der løfter Steve Morse og nyeste medlem keyboardspilleren Don Airey ud over scenekanten. Don Airey har været med siden 2002, hvor han overtog efter Jon Lord.

Næsten identisk med sidste år
Det var tredje gang, at Deep Purple lagde vejen forbi på deres uendelige "Rapture of the Deep Tour". Sætlisten var justeret lidt, men koncerten var stort set identisk med sidste års koncert i KB-Hallen. De lagde ud i fin stil med "Highway Star" efterfulgt af to nye skæringer fra det seneste album "Rapture Of The Deep". "Things I Never Said", der var aftenens svageste nummer, og "Wrong Man", der til gengæld bød på tyngde og drive.

"Strange Kind Of Woman", "Rapture Of The Deep" og "Fireball" leveres uden de store dikkedarer før aftenens højdepunkt "Contact Lost/Sometimes I Feel Like Screaming/Well Dressed Guitar", der ganske enkelt er outstanding. Fungerede klart bedre end i 2008.

Instrumentalnummeret "Wring That Neck" fra 1968 giver plads til det, Deep Purple for mange handler om. Soli på soli serveret med glød og virtuositet. Next up er "The Battle Rages On", der måske lidt overraskende fortsat er at finde i sætlisten, da titelnummeret fra bandets sidste album med Ritchie Blackmore ikke har nær samme udbredelse som mange af de klassikere, der ikke blev spillet denne aften.

Resten af koncerten var den sikre vej hjem og bød ikke på de store overraskelser. Efter Don Aireys obligatoriske og lidt forudsigelige keyboardlektion, der bevæger sig rundt i forskellige stilarter fra klassisk til rock'n'roll, spilles "Perfect Strangers", "Space Truckin'", "Smoke On The Water", "Hush" og finalen "Black Night" komplet med fællessang, som det skal være. Her kunne man måske have byttet lidt ud i forhold til sid-ste tour og bragt klassikere som "Speed King", "Woman From Tokyo" eller "Lazy" tilbage i sættet. Men ok, man vil nok altid mangle et eller andet, når et band, med den historie Deep Purple har, giver koncert.

Deep Purple har langsomt ændret sig gennem årene og er i dag mere lige-ud-ad-landevejen med knap så meget fokus på solopræstationer og improvisationer og dermed lidt mindre originale. De er mere ensartede i deres præstation, og der er ikke så mange overraskelser. De spiller helvedes sikkert og udstråler spilleglæde og energi, men mangler måske at gøre noget ekstraordinært, når nu de besidder det talent, de helt åbenlyst har, og som de ved tidligere lejligheder har vist i store mængder. Det er næsten for sikkert og forudsigeligt. Særligt Ian Gillan mangler at komme helt frem og skabe kontakt til publikum i samme grad som tidligere. Derfor får de fire stjerner. En god gedigen rockkoncert uden de store overraskelser. Efter publikums reaktion at dømme bliver der sikkert udsolgt igen, næste gang Deep Purple gæster København.

Tip en ven
11 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Det var dog en mærkelig tendens til at dele ordene op med bindestreg. Ef-ter, til-bage, indsat-sen...
?

...pro-grammet, titel-nummeret, fæl-lessang... Ja, enig med FOAD, en mærkelig - for ikke at sige yderst irriterende - tendens!
På en del områder deler jeg selvfølgelig Christian Weigels synspunkter om koncerten i aftes med Deep Purple i KB hallen. Især præciseringen af aftenens high light. men der er bestemt også punkter hvor vi er uenige. At skrive "at sejren trækkes hjem på rutine" harmonerer ikke med min oplevelse af koncerten. Det er ganske enkelt kun bands som Deep Purple Danske Dizzy Mizzy Lizzy og nu hedengangne Toto o.a. der via et mangeårigt tæt og sublimt samspil er i stand til at præstere de tekniske lækkerier i deres sange som vi var vidne til at Deep Purple gjorde i aftes. Samspil i det karat kræver årevis af tæt tæt træning. Ved en koncert jeg var til med Joe Satriani i juni sidste år havde Joe helt klart haft mere ud af at optræde solo spillende til et Protools play back set up - end med det rystende usikre og usammenhængende band han havde fået skrabet sammen til lejligheden. Også alle de bands der i år var med på Roskilde festivalen inden for sammenlignelige genrer når altså ikke Deep Purple til blot sokkeholderne når vi taler om præcition og samspil. Hvis du selv er istand til at klimpre lidt på en guitar og måske ovenikøbet har dyrket samspil med andre, har du sikkert en lille fornemmelse for hvad mit point er. Jeg - og heldigvis rigtig mange andre - gider simpelhen ikke at ofre hverken tid eller penge på at komme til koncerter og høre middelmådigt samspil og dårlig intonation. Vi vil havde sublime seksstjernede oplevelser som dem Purple gav os i aftes. Tak for det.
Niels Bylund
Jeg synes dette var en rigtig god anmeldelse af en rigtig god koncert. Om der gives 4, 5 eller 6 stjerner er mindre vigtigt når anmelderen arbejder så sagligt og forklarer sig så flot som her.
For egen regning vil jeg gerne tilføje, at Wrong Man og The Battle Rages On var absolutte højdepunkter. De blev spillet så tungt og overbevisende, at man næsten kunne forstille sig både Black Sabbath og Iron Maiden stående i salen og følge med på lektionen.
Jeg håber nu blot, at Roskilde Festivalen snart får øjnene op for deres åbenbare forbigåelse af Deep Purple, som i modsætning til ovennævnte bands aldrig har spillet på festivalen. Det Deep Purple vi så i KB Hallen i går kunne have været årets koncert på Orange 8 dage tidligere.
Jeg er en af dem, der også var med til koncerten i 1972 - og mange andre siden! Jeg er dog ikke enig i, at publikum var domineret af gråt hår - vi talte netop om, at det var fedt, at så mange helt unge mennesker ved, hvad god musik går ud på...

Det er da rigtigt, at der måske ikke var så meget fornyelse i forhold til sidste år - men jeg personligt kommer ikke for at få fornyelse, Bare en gang rendyrket nostalgi på den rigtige Deep Purple-måde, som vi fik i går med masser af overskud og spilleglæde! Det er dog rigtigt, at Ian Gillan virkede lidt træt - men jeg hørte rygter om en bytur i forgårs, som måske skulle være sluttet lidt tidligere...

Her har de andre i bandet jo også den fordel, at de kan købe nye instrumenter, hvis de gamle bliver slidt - det er lidt svært for en sanger og indrømmet, hans stemme er ikke, hvad den har været!

Men alt i alt en herlig, svedig koncert, og jeg glæder mig allerede til næste gang, de kommer forbi DK!

Og fin opvarmning ved Heywire, som spiller god, solid rockmusik.

Nu har jeg ikke set Deep Purple nær så mange gange som anmelderen, men jeg vil vove den påstand, overfor mig selv ,at jeg aldrig har set dem bedre end som da de lagde vejen forbi KB hallen endnu endnu..... engang igår aftes.
Mageløs spilleglæde og virtuiositet krydret med perfekt lyd og lys samt velvalgte tracks til setlisten er nogle af nøgleordene.Og når man er så godt underholdt spiller det ingen rolle at man er ved at koge over i KB-saunaen.
Jeg havde ellers mere eller mindre afskrevet bandet efter deres elendige og blodfattige forestilling på Sweden Rock i 2006. Men, men der er sgu mere krudt tilbage i de gamle drenge må man sige.Imponerende
Lidt forsinket skal jeg beklage de mange mærkelige orddelinger, som skyldes en rent teknisk fejl og ikke noget, som anmelderen kan lastes for.
Med venlig hilsen
Ole R. Svidt, redaktionssekretær, GAFFA
Det er en god og fyldestgørende anmeldelse Christian, jeg er dog noget mere positiv.
Som progdaddy skriver var både lys og lyd ganske overbevisende i den gamle hal. Purple viste en fantastisk og overbevisende spilleglæde og ikke mindst samspil med masser af power.

Det så virkelig ud til at de gamle drenge nød at være tilbage og de fik masser af positiv respons fra publikum.
Tænk på at det nu er 35 år siden de første gang spillede op til dans her i hallen - som mange af jer nok ved fås den gamle koncert på DVD i sort/hvid.

Jeg fik i overflod det jeg kom for.

Hvornår skruer de ned for varmen - det var på mange måder en svedig aften.
Jeg synes også Gillan ser meget gammel ud på billederne?
Desværre er jeg gået glip af Purple på de sidste tours, måske man skla skynde sig at nå dem inden det er for sent..
Jeg har sprunget DP over de sidste par gange, men er lykkelig for at have været med mandag aften. Suveræn musik spillet af suveræne musikere. Paice/Glover lægger en lækker bund, samspillet og soli fungerer og sætlisten var perfekt blanding af gammelt og nyt. Jeg nød især de nye sange og "The Battle Rages On" var aftenens overraskelse - den var ikke noget stort for mig før, men blev det. Og min yndlingssang "Perfect Strangers" kaldte altså tårerne frem - jeg fik sådan en underlig fornemmelse af sidste gang, uforløst og ufuldstændigt.

Men frem for alt er jeg taknemmelig for oplevelsen og for at kunne dele den med min 15-årige søn. Han havde lokket mig til "Bullet for My Valentine" og "Slipknot" - nu var det min tur. Han spiler slv guitar og at stå lige foran den storsmillende og storspillende Steve Morse gav respekt.

Og da Gillan signede min QPR-trøje, der i forvejen har spillernes autografer, gik det hele for alvor og i højere enhed.

TAK.
Underligt af koncerten kun fik 4 stejerner for der var en del som sagde det var bedre end sidste år og sidste år fik det 5 stejerner. Men Var Sku Godt I År, Håber de kommer igen til kb hallen næste år

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.

Annonce

GAFFA Shop

Deep Purple & The L.s.o.: Live At The Albert Hall
Kr. 159,00
Køb på GAFFA Shop
Deep Purple & The Lso: Live At The Albert Hall (DVD)
Kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop
Deep Purple: Around The World Live
Kr. 349,00
Køb på GAFFA Shop
Deep Purple: Battle Rages On, The
Kr. 79,00
Køb på GAFFA Shop
Deep Purple: Classic Albums - Machine Head
Kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop