Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 14-07-2009 kl. 09:37

Deep Purple
KB Hallen, København,
mandag d. 13. juli 2009

Anmeldt af Christian Weigel
Foto: Henrik Hildebrandt

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,75 stjerner i snit (efter 8 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Well Dressed Guitar

+ Se hele galleriet

Deep Purple har været i København utallige gange i løbet af en imponerende lang karriere, der startede i 1968. Der er gang på gang udsolgt, og det må jo vidne om et band, der leverer varen. Med Deep Purple går man aldrig helt galt i byen. Heller ikke denne mandag aften i noget, der skulle vise sig at blive Københavns største sauna for halvgamle loyale rockfans, der efter gennemsnitsalderen at dømme har været med til de fleste af koncerterne, siden karrieren begyndte. Der ses hist og her yngre kræfter, der nok har smug lyttet til farmands pladesamling.

Deep Purple er fadder til en lang række klassiske numre i den tunge ende af 70'er-skalaen og samtidig sublime musikere, så da Deep Purple går på scenen i en propfyldt KB-hal, kan de selv bestemme resultatet af aftenens seance.

Deep Purple spiller efter alle disse år fortsat med en nerve og en spilleglæde, der smitter helt ned på bagerste række. Alderen trykker selvfølgelig i forhold til tidligere, og specielt sanger Ian Gillan, der fylder 64 i næste måned, har ind imellem svært ved følge med i samme grad som tidligere. Han er lidt stiv i kroppen og stemmen er slet ikke på højde med tidligere. Af samme grund har "Child In Time" ikke været på programmet i mange år. Heller ikke de humoristiske indslag mellem numrene bliver det til i samme grad som tidligere. Men alt taget i betragtning kan han godt være indsatsen bekendt. Spørgsmålet er så blot, hvor længe han kan holde kadencen.

Hvor Gillan er lidt træt og slidt, er de fire øvrige musikere i Deep Purple fortsat i top-form og sikrer endnu engang, at sejren trækkes hjem på rutine og spilleglæde. Man må endnu engang bøje sig i støvet over superguitaristen Steve Morse, der gjorde det umulige og overtog pladsen efter legenden Ritchie Blackmore (samt Joe Satriani). Steve Morse er ganske enkelt fremragende, hvilket han særligt viser i solostykker som "Contact Lost", der er inspireret af rumfærgen Challengers forlis i 1986, og "Well Dressed Guitar", der er ren guitaropvisning.

Den klassiske rytmesektion Ian Paice og Roger Glover spiller med en friskhed og tyngde, der løfter Steve Morse og nyeste medlem keyboardspilleren Don Airey ud over scenekanten. Don Airey har været med siden 2002, hvor han overtog efter Jon Lord.

Næsten identisk med sidste år
Det var tredje gang, at Deep Purple lagde vejen forbi på deres uendelige "Rapture of the Deep Tour". Sætlisten var justeret lidt, men koncerten var stort set identisk med sidste års koncert i KB-Hallen. De lagde ud i fin stil med "Highway Star" efterfulgt af to nye skæringer fra det seneste album "Rapture Of The Deep". "Things I Never Said", der var aftenens svageste nummer, og "Wrong Man", der til gengæld bød på tyngde og drive.

"Strange Kind Of Woman", "Rapture Of The Deep" og "Fireball" leveres uden de store dikkedarer før aftenens højdepunkt "Contact Lost/Sometimes I Feel Like Screaming/Well Dressed Guitar", der ganske enkelt er outstanding. Fungerede klart bedre end i 2008.

Instrumentalnummeret "Wring That Neck" fra 1968 giver plads til det, Deep Purple for mange handler om. Soli på soli serveret med glød og virtuositet. Next up er "The Battle Rages On", der måske lidt overraskende fortsat er at finde i sætlisten, da titelnummeret fra bandets sidste album med Ritchie Blackmore ikke har nær samme udbredelse som mange af de klassikere, der ikke blev spillet denne aften.

Resten af koncerten var den sikre vej hjem og bød ikke på de store overraskelser. Efter Don Aireys obligatoriske og lidt forudsigelige keyboardlektion, der bevæger sig rundt i forskellige stilarter fra klassisk til rock'n'roll, spilles "Perfect Strangers", "Space Truckin'", "Smoke On The Water", "Hush" og finalen "Black Night" komplet med fællessang, som det skal være. Her kunne man måske have byttet lidt ud i forhold til sid-ste tour og bragt klassikere som "Speed King", "Woman From Tokyo" eller "Lazy" tilbage i sættet. Men ok, man vil nok altid mangle et eller andet, når et band, med den historie Deep Purple har, giver koncert.

Deep Purple har langsomt ændret sig gennem årene og er i dag mere lige-ud-ad-landevejen med knap så meget fokus på solopræstationer og improvisationer og dermed lidt mindre originale. De er mere ensartede i deres præstation, og der er ikke så mange overraskelser. De spiller helvedes sikkert og udstråler spilleglæde og energi, men mangler måske at gøre noget ekstraordinært, når nu de besidder det talent, de helt åbenlyst har, og som de ved tidligere lejligheder har vist i store mængder. Det er næsten for sikkert og forudsigeligt. Særligt Ian Gillan mangler at komme helt frem og skabe kontakt til publikum i samme grad som tidligere. Derfor får de fire stjerner. En god gedigen rockkoncert uden de store overraskelser. Efter publikums reaktion at dømme bliver der sikkert udsolgt igen, næste gang Deep Purple gæster København.