Lou Reed og Laurie Anderson: DR Koncerthuset, København

Lou Reed og Laurie Anderson, DR Koncerthuset, København

Lou Reed og Laurie Anderson: DR Koncerthuset, København

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Var man taget til Amager for at høre en koncert med Lou Reed denne torsdag aften, blev man formentlig skuffet. Og muligvis også, hvis man havde set frem til at opleve performancekunstneren Laurie Andersons første besøg i landet i mange år. De to interessante artister supplerede kun indimellem hinanden optimalt på scenen - som i ekstranummeret "Lost Art of Conversation" - men den eventuelle skuffelse over Lou Reeds tilbagetrukne rolle denne aften blev dog uvægerligt overskygget af Andersons nærvær og lyriske prægnans, eksempelvis i "Story About a Story", hvor den karakteristiske vekslen mellem humor og uhygge i Andersons modus kom eksemplarisk til udtryk. "It's the sound of children dying, the smell of burned flesh", som det hedder i den barokke beretning om fortællerens ophold på en børneafdeling efter at have brækket ryggen på kanten af et svømmebasin.      

Noget af det, der gør Lou Reeds koncerter til en fortsat fascinerende affære er, at man aldrig helt ved, hvad man får - fra hans idiosynkratiske anti-greatest-hits-show i Århus i 2005 til sidste års fænomenale genoplivning af 1973-pladen Berlin. Men ligefrem at se ham som sideman, som gæsteoptrædende ved en anden kunstners koncert, var dog umiddelbart svært at forudse. Det var ikke desto mindre indtrykket i, da parret i aften besøgte DRs koncerthus med deres fælles show The Yellow Pony & Other Songs and Stories.

Og et show var det, i ordets bedste forstand: sætlisten, inklusive tekster, forelå i fortrykt form ved cafébordene i det imposante indgangsparti og dagsordenen var som sådan sat fra starten. Ikke desto mindre var der tilsyneladende ikke så lidt improvisation på scenen, hvor Anderson, computeroperatøren Sarth Calhoun og den evigt rudimentære guitarist Lou Reed var eneste aktører, ud over en såkaldt "personal assistant" for sidstnævnte, hvis rolle var at stemme og række guitarer til Reed i løbet af koncerten.

Velvet Underground-klassikeren "Pale Blue Eyes" blev fremført i fin duet, mens Reed selv gav usædvanligt skrøbelige udgaver af "Halloween Parade" og "Romeo had Juliette" fra konceptpladen New York (1989) samt ikke mindst "Who Am I" fra hans lidt uforløste forsøg på at nærme sig den store, amerikanske forfatter Edgar Allan Poe på dobbeltpladen The Raven fra 2003. Her tog man sig selv i at savne den vanlige backing af habile rockmusikere, som Reed plejer at omgive sig med.

Han spillede i aften siddende med siden til publikum, alt andet end kommunikativ, mens i og for sig ganske smagfulde skift i lyssætningen komplementerede den fortløbende, auditive fortælling, parret fremmanede. Andersons bidende politiske "Only an Expert" lukkede det regulære sæt, inden førnævnte "Lost Art of Conversation" afløstes af "I'll Be Your Mirror" fra The Velvet Undergrounds debutplade, som her kom til at fremstå som en kommentar til det på én gang umage og indlysende kunstneriske parløb mellem Laurie Anderson og Lou Reed.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA