Anmeldelse / Live / Lørdag d. 18-07-2009 kl. 20:01

Infernal
Grøn Koncert, Esbjerg,
torsdag d. 16. juli 2009

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard
Foto: Rasmus Weng Karlsen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		2,63 stjerner i snit (efter 8 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Der blev grinet mere med end ad festivalens største fest

Det var noget af et show, Infernal havde taget med til Esbjerg. Et show, der virkede som et forsvar for euro-dance. Den musik, flere nok kan huske, at de har danset i plateau-gummisko til for efterhånden en del år siden. Som om at vi ikke skulle grine af røg og damp, mandlige dansere, der dansede i bedste 90'erstil, og en elevator bag en tribune, der lod til at være strikket sammen af spånplader i sidste øjeblik. Og jo, det virkede komisk og grinagtigt til at begynde med, men endte med at være den bedste forsvarstale, genren kunne tænke sig.

For lad os slå fast med det samme - den største fest på Grøn Koncert i Esbjerg 09 lavede Infernal.

Første nummer var "Redefinition", der handlede om, at det her var redefineringen af disko. Det var det selvfølgelig ikke. Nærmere en undskyldning for at spille de beats, vi dansede til for femten år siden. Men vi dansede igen.

Stilen var den samme hele vejen. Beatene satte fødderne i gang på folk. Og hittene stod i kø. Coveret af Laura Brannigans 80'erhit "Self Control" blev fulgt op af "From Paris to Berlin", hvor Lina Rafn kom ind i endnu et nyt kostume. Denne gang aftenens frækkeste (siger ikke så lidt) og siddende på en pink motorcykel. Jo, teatralsk showmanship kan de nok finde ud af i Infernal.

Næste sjove indslag var en sækkepibespiller. Frontmand Paw Lagermann fik fortalt, at sækkepibe skam godt kan være rock 'n' roll, manden ved hans side havde spillet med AC/DC, hvorefter piberne fik en anden lyd. Lyden af et festmiks af "Thunderstruck", alt imens Lagermann stod ved siden af og råbte "Yearh". Noget han var god til og ofte gjorde. Ja, faktisk må man kalde mandens evner til at piske feststemning i folk for særdeles gode.

Et flygel blev trilllet ind, og det simple, men effektive klaverspil til "Ten Miles" gik i gang. Det klaver forsvandt så igen, og nu var det tid til kilt og "Kalinka". Nogle ærgrede sig måske over, at Rafn i de senere år har fået et mere borgerligt syn på undertøj, andre stod og koncentrerede sig om at lave den kosak-dans, vi blev beordret til.

Et rigtigt fedt banjospil i "Banjo Thing" blev det også til. Kort sagt - gimmicks og sjove og festlige indslag stod i kø, men tiden var kort, og det hele var allerede slut. Indtil vi fik "Downtown Boys", "Electric Lights" og "I Won't Be Crying" som ekstranumre. Jo, hits var der nok af. Faktisk umiddelbart flere end ukendte sange.

I Danmark er vi gode til at rose os selv for de internationale succeser vi har haft. Infernal var sådan en succes 2005-7, da "From Paris To Berlin" sprøjtede hits ud over hele Europa. Seneste album "Electric Cabaret", og alle før "From Paris to Berlin", har kun hittet herhjemme. Og man kan ikke fortænke det store udland i at mene, at man kan få for meget Infernal. For musikken er ultra simpel, der er lånt fra højre og venstre, og gimmicks fylder meget i musikken, der er præget af det samme forældede dunk-dunk-beat hele vejen.

I en kort koncert som denne, nåede ensformigheden dog aldrig at blive et rigtigt problem. Det var mere et festligt show, en totaloplevelse, end en musikoplevelse. Og der blev arbejdet hårdt på at give os netop den totaloplevelse. Og det lykkedes. Men skal vi helt holde op med at grine af Infernal, skulle de måske genoverveje danserne og den pappede sceneudsmykning.