Veludført musikalsk hamskifte til mørkere og mindre muntre toner

Sheffield-bandet Arctic Monkeys tog verden med storm med deres debut og hoppede elegant over andet-album-syndromet på opfølgeren fra 2007. Siden er bandet blevet bongkammerater med Josh Homme fra Queens Of The Stone Age, der har produceret dele af denne deres tredje plade, og forsanger Alex Turner har haft gang i sideprojektet Last Shadow Puppets. Begge dele høres tydeligt på Humbug og ikke tydeligere end på åbningsnummeret My Propeller, som både har retrotwang og en sleazy klang af stenerrock, når Alex Turner frækt crooner "Have a spin on my propeller/I can't get it started on my own", så det kunne være løftet direkte fra QOTSA-gennembruddet Rated R. Førstesinglen Crying Lightning har også en mørkere klang, end man er vant til fra Sheffield-drengene, men dog stadig en mere typisk Artic Monkeys-streg. Den og Pretty Visitor er nærmest de eneste numre, der kunne være løftet direkte fra et tidligere album sammen med Potion Approaching, der også kører med kækt og snert tempo, inden nummeret i sin sidste tredjedel pludselig tager sig en ørkenrock-pause. Secret Door er et Scott Walker- og 60'er-popnummer men garneret med moderne temposkift. Fire And The Thud smider yderligere tøris og Dry Martini på retrobålet med albummets måske mest cool nummer, hvor Alex Turner elegant sukker sig igennem en hård aften på natklubben, og samme stemning finder man på de fine Dance Little Liar og The Jeweller's Hands. Arctic Monkeys har med Humbug sagt farvel til spas og sjove ordspil og har med klædelig bister mine taget skridtet ind i den mere voksne rocks rækker.