ZZK's spredehagl rammer alle tangenter

Modsætninger er det overordnede tema på denne compilation med alle ZZKs venner, hvor alsidigheden på samme tid er den store styrke og svaghed. Det ene øjeblik springer brædderne ud af væggen for at danse med på den smådystre fanfare "Cartagena" med Sonido Del Príncipe, mens andre numre i bedste fald udholdes, for at se om der bliver budt på flere overraskelser.
Adskillige numre brygger i bedste club-tradition en stemning sammen undervejs. Med øret tunet ind efter de mere radio-venlige numre fandt jeg flere godbidder. Meneo leverer med tungen i kinden og en raspende stemme "La Luciadora", hvor man uvilkårligt bliver fastholdt af den subtile opbygning og det fermt udnyttede hundeglam. Quios melankolsk lystne "So Loud" er også nævneværdig. Vi befinder os i et brændpunkt, hvor den sydamerikanske dansemusik tørner sammen med vestens Space Invaders, og ZZK's eksperimenter fører en del mere kanel end skidt med sig.