Anmeldelse / Live / Mandag d. 03-08-2009 kl. 01:54

Moby
Store Vega, København,
søndag d. 2. august 2009

Anmeldt af Morten Gottschalck
Foto: Christian Hjorth - www.hjorth-photo.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,67 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Kærkomment gensyn med Moby

+ Se hele galleriet

Mobys seneste skive "Wait for Me" har modtaget halvlunkne anmeldelser, og jeg må indrømme, at jeg også skar en grimasse af den Lynch'ede førstesingle "Shot in the Back of the Head". Moby er blevet kaldt småkedelig og sart, med sin kristendom, vegetarisme og tendenser til panikanfald, men man kan hverken kalde ham lad eller uopfindsom. Hans tekno-numre lyder stadig som i slutningen af 90'erne, men det er intet problem, så længe publikum hovedsagligt består af kvinder med udvoksede hofter, og mænd med tiltrækkelig erfaring til at bruge andet end Axe.

Jeg ankom til Vega en smule irriteret over at være gået glip af opvarmningen, fordi hverken rejseplanen.dk eller jeg selv vidste, at der var sporarbejde. Og så var opvarmningen i øvrigt gået på et kvarter før annonceret. Men det skulle efter sigende have været fyldt med ekko, loops og stil.

Moby lagde behersket ud med "Extreme Ways" og "In My Heart", før festen blev sparket i gang med "Go". Den opvarmede Kelli Scarr kom med på "Wait For Me", men vendte tilbage senere, både på piano og vokal. Moby klarede selv brægeriet på omkring halvdelen af sangene og lod sin forførende og gyngende veninde Joy Malcolm klare resten.

Lydkvaliteten gik fra okay til glimrende. Mobys congas druknede (men kom frem igen, når Joy holdt sin mikrofon ned til dem), og violinerne gled ligeledes kraftigt i baggrunden. Med de omkring syv mennesker på scenen, udskiftninger og rotation taget i betragtning, var det svært at give lige meget plads til alle. Men det vigtigste kom altid med, og jeg var ikke overrasket over prioriteringen. Joy mumlede på et tidspunkt navnene på bandets medlemmer, men jeg fangede kun noget om en Alex og måske en Thomas? Resten forsvandt i støjen.

Moby var gavmild med de gamle hits, og let om hjertet. Han fortalte en håndfuld anekdoter, og vi fik flere af numrene i forskellige udgaver: For eksempel kom "Disco Lies" i sin sædvanlige udgave, og derefter fulgte en akustisk version, samt en bossa nova-ditto. Frontkvinde Joy sang dog ret ens i alle versioner, og afslørede dermed, at hun ikke er et naturtalent, når det kommer til stilarter. Men det ville også være meget at forlange, og desuden skrålede hun glimrende resten af tiden. Moby gav os desuden en udgave af Lou Reeds "Walk on the Wild Side", som en kommentar til, at han savner New York. Og vi sang selvfølgelig med. Kun nogle få gange under koncerten stod jeg og overvejede, om NU var det rigtige tid at hente den ginger ale... for der var et par tidspunkter, hvor vi tog et smut forbi singer-songwriter-hjørnet, og det faldt ikke i specielt god jord.

Og så blev det i øvrigt klart for alle, hvad musikerne laver, mens de venter på at blive klappet ind på scenen igen: De står i et skab og deler et håndklæde!