Anmeldelse / Live / Onsdag d. 05-08-2009 kl. 09:14

The National
Tivolis Koncertsal, København,
tirsdag d. 4. august 2009

Anmeldt af Johanne Katrine Breddam Thygesen
Foto: Martin Rosenauer - www.rosenauer.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,56 stjerner i snit (efter 9 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

The National bygger bro mellem rockmusik og nummererede siddepladser

+ Se hele galleriet

Der er noget pudsigt ved kombinationen af rockmusik og nummererede siddepladser. Da The National tirsdag aften spillede i en udsolgt koncertsal i Danmarks eventyrpark nr. 1, var det denne utraditionelle kombination, der mødte publikum. Et publikum, der ikke var vant til, at der ringes tre gange med en klokke, når man skal indfinde sig på sin plads. Et publikum, der ikke vidste, hvorvidt de skulle huje højlydt eller klappe pænt mellem numrene. Et publikum, der dybest set længedes efter at hoppe i takt til musikken og prøve at klappe med en fadøl i hånden. Denne kombination skulle vise sig at danne en kæmpe kløft mellem band og publikum. En kløft, som The National dog formåede at bygge bro over og dermed på elegant vis redde en koncert, der ellers kunne være endt som en forbier.

Efter tre obligatoriske ring med klokken på ægte teatermanér blev lyset langsomt dæmpet i Koncertsalen akkompagneret af publikums klapsalver. På scenen trådte to mandspersoner, der mumlede, at de desværre ikke var First Aid Kit, som ellers skulle have varmet publikum op. Mange valgte at forlade salen, da de gik på, men for de tilbageværende tog det ikke mere end halvandet nummer at falde for de to folk/americana-drenge, hvoraf den ene var den amerikanske singer-songwriter Sam Amidon. De fremførte primært deres sange minimalistisk akkompagneret af guitar og klaver, men af og til gjorde de også brug af strygere, trommer og banjo. Sangerens metalliske og til tider urene klang ledte tankerne hen på autentisk, beskidt americana, og alt i alt leverede de to fyre varen i den halve time, de spillede.

Da The National indtog scenen, var det til tonerne af "Runaway". Nogle hujede højlydt, mens andre tyssede på bedste skolelærermanér, hvilket udløste spontan latter fra en tredje gruppe.

Til at starte med virkede bandet en smule indadvendte, med undtagelse af sanger Matt Berninger. Når han sang, stod han foroverbøjet over mikrofonen, som han havde stående i et stativ, der gik ham til brystet. Han var, som resten af bandet, klædt i sort, gråt og hvidt, og hans ranglede, krumme skikkelse understregede den karisma, han udstrålede både som person og sanger. Når han fra tid til anden brød rammen og lod sin forførende baryton blive til vilde råb, virkede det ikke malplaceret, det understregede blot nerven i musikken.

Da bandet endelig adresserede publikum fire numre inde i koncerten, var det på en så jovial og glad måde, at man kun kunne trække på smilebåndet. Den højtidelige stemning var jo også akavet for dem. De tog det dog med humor, og tyssede flere gange drillende på et helt tavst publikum.

Efter cirka otte sange ændredes koncerten med et brag, da Berninger, efter at have bukket dybt for publikum på grund af omgivelserne, indrømmede, at ”This is weird, we usually play in bars” og herefter opfordrede publikum til at stå op. Med ét strømmede folk op foran scenen, og bandet livede op og koncerten hævedes til et helt nyt niveau.

Som højdepunkter denne tirsdag aften vil jeg nævne "Start A War", "Secret Meeting", "Squalor Victoria", "All The Wine", "Apartment Story", "Fake Empire" og "Mr. November". Da bandet spillede "Fake Empire", som Barack Obama har brugt i sin valgkamp, og som The National denne aften valgte at dedikere til Bill Clinton, nåede koncerten sit hidtidige klimaks. Folk dansede og hoppede i mellemgangene, og der var sågar dømt fællessang. Herefter forlod bandet scenen, men de lod sig troligt klappe tilbage og spillede fire ekstranumre. Under et af disse, "Mr. November" fra albummet "Alligator" fra 2005, forsvandt forsanger Matt Berninger pludseligt. Han kunne dog stadig høres, og ud af det blå dukkede han op midt i publikumsmængden. Mens han sang sin sjæl ud, klatrede han hele vejen ned gennem Koncertsalen på stoleryggene til publikums uforbeholdne glæde.

Koncerten sluttede på smukkeste vis med den usikre kærlighedssang "About Today" fra ep’en "Cherry Tree" fra 2004. 

Idéen om at lave en koncert med The National i Tivolis Koncertsal må have bygget på forestillinger om, at bandets forførende lydunivers kunne føres til et højere plan, oplevelsesmæssigt, af Tivolis eventyrlige stemning og Koncertsalens storladenhed. Idéen er såmænd god nok – lyd og lys var helt i top og understøttede stemningen til fulde. Men som helhed fungerede det ikke. The National var alt for rock til Koncertsalen. At bandet alligevel formår at nå de fem ud af seks stjerner skyldes, at de gjorde alt, hvad de kunne. De byggede bro til publikum ved at bryde rammerne, hvilket var det eneste rigtige træk i situationen. De spillede upåklageligt, havde god kontakt og levede fuldt op til deres ry som et fantastisk liveband. Men næste gang vil vi have dem i Vega igen!