Editors
Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival,
søndag d. 9. august 2009
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
5,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Trods hårde odds brændte det engelske hovednavn alligevel igennem på festivalens sidste dag
Editors. Regnvejr. Højlys dag. Et primært siddende publikum. Disse ting skulle vise sig at være en dårlig kombination, da den engelske gruppe på festivalens sidste dag skulle prøve at sætte lidt gang i de forkomne festivalgæster.
Et kvarter inden bandet gik på, begyndte det nemlig at regne, og pludselig åbnede himlen sig for alvor, som koncerten startede, hvilket helt naturligt lagde en dæmper på både stemningen og fremmødet. Bandet gjorde det dog heller ikke lettere for sig selv ved at lægge ud med "Bricks And Mortar" - den første af fire nye sange fra albummet "In This Light and On This Evening", der udsendes til oktober.
Den lille energiske skare helt oppe foran tog dog pænt imod både bandet og den nye sang, og trods vejret var der alligevel en fest, da ældre sange som "Lights" og "Bullets" blev leveret. Herefter fulgte den nye sang "Eat Raw Meat = Blood Drool", der for alvor slog fast, at rygterne om, at Editors har lagt guitarene på hylden på det nye album, har noget på sig.
Stilmæssigt mindede sangen en del om Gary Numan-klassikeren "Are Friends Electric?", og eftersom bandet i forvejen er lidt nogle mørkemænd, så passede den fint ind mellem det øvrige materiale og varsler godt for den kommende udgivelse.
"Bones" fik fjernet de sidste regnskyer, men netop, som stemningen var ved at stige, fik bandet trukket tempoet ud af affæren med et par lidt sløje sange. Faktisk bølgede koncerten det meste af tiden frem og tilbage mellem sange, der fik folk helt op på tæerne (som "Munich" og "Fingers In The Factories") og nye sange, sløve sange og såmænd også en enkelt b-side.
Der var heller ikke megen interaktion mellem den intense frontmand Tom Smith og publikum, men det var nu ikke, fordi han gemte sig i et hjørne. Gentagne gange var han fremme på spidsen af scenen, hvor han vred sig og lavede underlige fagter, mens han slyngede sin guitar rundt om kroppen, og når han indtog pladsen ved klaveret, skete det også i temmelig utraditionelle stillinger.
Disse ting fungerer normalt helt fantastisk, når man står på et mørkt spillested, men midt på dagen omgivet af siddende folk i regntøj har det simpelthen bare ikke helt den samme effekt. Det kan man dog ikke rigtig tillade sig at klandre bandet for, men det understreger bare at bænke foran en rockscene er en rigtig skidt idé.
Bandet rundede af med den kommende single "Papillon", der ud over at være forrygende igen er hårdtpumpet, mørk og elektronisk og må formodes at blive et efterårshit for gruppen. Så trods hårde odds fik gruppen alligevel kæmpet sig tilbage og på basis af et katalog, der efterhånden består af en hel del særdeles stærkt materiale, blev det faktisk til en mere end hæderlig oplevelse.












Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.