Diverse kunstnere
Elektronisk Tirsdag-releaseparty, Statens Museum for Kunst, København,
onsdag d. 12. august 2009
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Elektronisk Tirsdag blev til Stemningsfuld Onsdag på Statens Museum for Kunst
Dag to på den elektroniske festival Strøm bød på releaseparty i blærede omgivelser. Anledningen var, at tirsdagsklubben Elektronisk Tirsdag, der holder til på Nørrebro-klubben Gefährlich, udsender en compilation, som byder på det ypperste fra den danske electronica-scene lige nu. Albummet indeholder blandt andet remixes fra Trentemøller, Lulu Rouge og Rumpistol, og hvis man føler sig tilpas i disse musikalske rammer, var der også særdeles god grund til at troppe op denne onsdag eftermiddag på Statens Museum for Kunst.
Trapperne i museets "nye" tilbygning var godt besat med alskens københavnerne, der så frem til en dejlig eftermiddag i selskab med de udvalgte navne: Yeti, Eloq, Det Sejler I Effekter og Badun. Foran trappen var et langt bord med laptops og andre tekniske hjælpemidler opstillet til musikerne. En fin opstilling, der gav udsigt til det smukke Øster Anlæg bag vinduespartiet. Anlægget så dejligt og indbydende ud og er da for nyligt også brugt til Stella Polaris. Men lige i eftermiddag var det indendørs arrangement fordelagtigt, da en heftig byge kom forbi fra tid til anden.
De fire dj's supplerede hinanden godt med electronica i nogenlunde samme boldgade, nogle dog med en smule hårdere toner end andre. Med Det Sejler I Effekter kom der tilmed humor ind over den ellers helt saglige stemning ved præsentationer af numre med titler som "Hvor er Farlige Klaus?" og "Den Danske Sang er en Ond, Blond Pia" - sidstnævnte selvfølgelig dedikeret til DF-formanden, der det seneste stykke tid har ytret ønske om at blive kulturminister.
Statens Museum for Kunst er en optimal kulisse for den halvdystre og underfundige elektroniske musik. Lyden er god, omgivelserne smukke, men visuals, der lignende mere end en pauseskærm på Windows, som det var tilfældet, ville dog have trukket det samlede indtryk mere op. For med den indadvendte musik, hvor musikerne primært står og ser ned i hver deres laptop, fungerer det som regel ganske fint med dertilhørende visuals på en skærm over opstillingen, med billeder der kan bidrage til en stemning, hvor man kan drømme sig langt væk.
Tilsammen bidrog de fire musikalske islæt dog til en homogen og lækker atmosfære - hvad enten man bare kom forbi efter arbejde eller udnyttede arrangementet som opvarmning til en måske forestående bytur.










Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.