Anmeldelse / Live / Lørdag d. 15-08-2009 kl. 09:40

Mew
Beatday, Store Scene, Valbyparken, København,
fredag d. 14. august 2009

Anmeldt af Torben Holleufer
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,00 stjerner i snit (efter 17 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Mew rakte ud mod stjernerne

Dansk rocks nok førende ensemble gav en ujævn, men også spændende koncert på Beatday 09 i Valbyparken. Her var det tydeligt, at gælder det numrene fra det nye No More Stories-album, så skal de lige sætte sig og vise en langtidsholdbarhed, mens lige så snart orkestret dykkede ned i de storladne og trygge rammer fra henholdsvis And The Glass Handed Kites og især mesterværket Frengers, så gnistrede koncerten virkelig og skæmmedes kun af, at lyden desværre ikke stod mål med orkestrets himmelflugt. Og skal man nå Månen og stjernerne, gør det unægtelig ikke noget, hvis rumskibet er bygget dertil.

Mew er for så vidt kommet sig over tabet af bassist Johan Wohlert og har i Bastian Juel en bassist af imponerende format, ligesom keyboardspiller, guitarist og korsanger Nick Watts gør stort fyldest, også selv om hans nye Roland Phantom-keyboard sine steder syntes at ramme nogle faste presets, som ikke helt passede ind i Mews meget distinkte lyd. Specielt på enhver Mew-koncerts faste højdepunkt, nemlig den monumentale afslutning fra Frengers-albummet, Comforting Sounds.

Koncerten startede som på Roskilde Festival ud med, at guitarist Bo Madsen stod og fedtede lidt med bongotrommerne, som var han for en stund tilbage i de trygge rammer på Bernadotteskolen. Det er og bliver en gimmick, der ikke helt virker, men som meget betegnende leder ind i åbneren fra den nye plade, New Terrain, og det er sandt for dyden nyt og psykedelisk terræn af stor styrke, som åbenbares i den sang, hvor lydanlægget desværre knagede i fugerne. Den sang skal dog med tiden – ligesom i øvrigt Introducing Palace Players – få sin plads blandt de elskede sange til Mews koncerter.

Alligevel var det bandets klassiske hit Am I Wry? No og 156, hvor sidstnævnte blev leveret i en nyfortolkning, der pegede tilbage til Genesis’ mesterlige The Lamb Lies Down On Broadway, som for alvor rykkede op i tingene. Kombinationen af de to numre er aldeles vederkvægende og evigt gylden. Og fik for første gang publikum helt op. Ligesom indgangen til And The Glass Handed Kites, hvor der vises tænder med Circuitry Of The Wolf og Chinaberry Tree for længere henne at hvæsse knivene med opgangen til den formidable Apocalypso præsenterede bandet i trygge rammer, hvor de for alvor skinnede, ligesom de umiddelbart efter gav den kvikke Repeaterbeater fra det nye album, en sprælsk og nærmest sexet ørehænger, som nok skal vise sig at blive en klassiker i Mew-land. Derfra tilbage til en fed version af Snow Brigade, inden det alt for tidligt var et foreløbigt tæppefald med Comforting Sounds. Som gav den rette meditative og storladne klassiske rockkoncert-afslutning med direkte hilsen til The Beatles’ She’s So Heavy, hvor den hvide støj konstant er på lur, mens bandet helt overgiver sig i en ofring til rockguderne.

Det lå ligesom i kortene, at ekstranumrene kun kunne blive suiten Special/The Zookeeper’s Boy, og selv om Jonas Bjerres unikke tenorstemme forklædt som en sopran syntes nærmest skræmt i bestigelsen af de sidste høje toner, så nåede en fin koncert i mål.

En koncert som viste, at de bedste øjeblikke fra den nye plade fint vil kunne fungere i fremtiden. Men også, at der skal bedre lyd til, hvis orkestrets store rækkevidde for alvor skal fungere efter intentionerne.