Kraftwerk med Electrojuice og Tosca: Værket Outdoor, Randers

Kraftwerk med Electrojuice og Tosca: Værket Outdoor, Randers

GAFFA

Der er vel kun ganske få navne, der kan mønstre et lige så imponerende ry som Kraftwerk. Dengang de tyske electro-pionerer oprindeligt slog igennem i midthalvfjerdserne, måtte de finde sig i at blive latterliggjort af noget nær den samlede rockanmelderstand, der kaldte musikken for kold, umenneskelig og stivbenet, men i dag er det meste af anmelderstanden enige om, at Kraftwerk er et af de mest betydningsfulde navne i det tyvende århundredes musikhistorie, ikke mindst fordi gruppen har formået at inspirere et hav af endog meget forskellige musikalske genrer gennem tiderne.

Fra de oplagte elektroniske stilarter som synth - Gary Numan er erklæret fan, industrial - Einstürzende Neubauten er erklærede fans og electronica - Aphex Twin er erklæret fan, til både jazz - Herbie Hancock er erklæret fan, klassisk - Philip Glass er erklæret fan, rock - Coldplay er erklærede fans, hiphop - Afrika Bambaataa er erklæret fan og pop - Kylie Minogue er erklæret fan. Og netop Kraftwerks særegne gennemslagskraft var da også tydelig ved koncertarrangementet i Randers, hvor man kunne finde snart sagt alle typer blandt publikum. Her var de sortklædte goths med farvet hår og mørk make-up, hip-hopperne med bagvendte kasketter og posede bukser, electronica-nørderne med hornbrillerne og så naturligvis eks-hippier, der havde været med siden dengang, "Autobahn" solgte læssevis - på vinyl, selvsagt. Stemningen var god om end en smule nervøs, for vejrudsigten havde lovet regn, regn og endnu mere regn, og det dryppede da også en smule fra tid til anden - men heldigvis skulle det vise sig at blive ved det!

Opvarmning i øst og vest: Electrojuice og Tosca
Kraftwerk skulle først på scenen kl. 22:30 - det sene tidspunkt angiveligt for at være sikre på, at det var blevet mørkt nok til lys- og videoshow, og når nu man har 3D-briller med til alle, så venter folket sikkert gladeligt de mange timer. Og sidste tog hjem er jo blot detaljer; der er vel altid Autobahn'en. Det kunne have været en lang og kedelig omgang, men heldigvis var der arrangeret to opvarmningsnavne, nemlig danske Electrojuice og østrigske Tosca - og selvom begge navne, ikke overraskende, præsenterede elektronisk musik, så fristes man til at sige, at de kunne næppe have været længere fra hinanden stil- og lydmæssigt. Electrojuice var bygget op næsten udelukkende omkring rytmiske strukturer, mens Tosca dyrkede en udpræget mere tilbagelænet lyd, og det resulterede måske nok i en noget stilforvirret opvarmning, men samtidig også varieret, og det harmonerede egentlig fint med Kraftwerks ofte lovpriste evne til at inspirere på kryds og tværs af genrer.

Sidst jeg så Electrojuice, var i forbindelse med Prodigy i Den Grå Hal i februar, hvor de også varmede op. Jeg var ikke så begejstret, for der var simpelthen for få live-elementer i den unge duos optræden, men derfor så meget mere glædeligt, at de lige netop havde valgt at fokusere mere på live-aspektet ved denne koncert, hvor de havde hentet hjælp hos Zvook Mescalin-trommeslageren, Rasmus Littauer. Jeg har tidligere optrådt i forbindelse med Zvook Mescalin, hvor Littauer gjorde det rigtig godt på sine trommer, og selvom man godt kunne høre, at han næppe kendte Electrojuice-materialet lige så godt som Zvook Mescalins musik, så gik både han og de to Electrojuicepressere friskt til opgaven. Hånden på hjertet, lyden var en smule rodet sine steder, men sådan er det jo af og til, når man spiller med live, og det er bestemt at foretrække fremfor et helt og aldeles statisk playback-show, som man desværre nogle gange oplever det på electronica-scenen. Publikum tog da også godt i mod, og ingen tvivl om, at Electrojuice fik ventetiden til at virke knap så lang.

En mere langsommelig forestilling var i vente med Tosca, der spillede på et bredt arsenal af synthesizere, laptops, mixere og så også lige et koncertflygel. Lyden var flot og velafbalanceret - og særdeles behagelig. Der var bestemt både chillout og lounge over affæren, men også ambient af den mere konsekvente slags, og det var nok disse sidstnævnte lidt kosmiske passager, jeg havde det bedst med, for her krøb Tosca ud af deres soniske liggestole og blev mere mystiske og uhåndgribelige. Hen mod slutningen af koncerten var der dog et fjols, der begyndte at kaste plastbægre op på scenen. Jaja, det kan godt være, at det bare var plastbægre, men der var vand i dem, og den slags har elektroniske instrumenter sjældent godt af - det burde man vide, også selvom man er dum og fuld!

Cyborgs i bedste alder
Omkring 22:30 gik Kraftwerk så på scenen, til tonerne af "Die Mensch-Maschine", helt som forventet. Det stod klart allerede efter første nummer, at lyden var god, også selvom vi befandt os udendørs, ved et kraftværk, og ikke på et spillested. Man kunne godt have spillet en anelse højere og med mere bas, men lydniveauet var bestemt mere end acceptabelt, og en klasse bedre, end hvad man normalt hører til koncerter rundt omkring i land og rige. Det medbragte videoshow var også særdeles fornemt, i perfekt symbiose med musikken, der blev leveret med præcis den mængde tysk præcision, som man forventer af Kraftwerk. Men også med plads til leg og improvisation. For selvom det hedder sig om Kraftwerk, at de tilstræber et maskinelt udtryk, så er det kun den halve sandhed. Sagen er nemlig den, at for Kraftwerk er maskinen en forlængelse af menneskets kreative fantasi, og følgelig er en symbiose mellem mennesket og maskinen værd at stræbe efter. Kun på overfladen er Kraftwerk stivbende og kølige - ved nærmere bekendtskab åbner gruppen op for en sublim melodiforståelse, en overlegen rytmisk skarphed, en sjælden mesterlig forståelse for lyd og produktion, hvilket alt sammen tegnede sig med større og større tydelighed, efterhånden som aftenen skred frem i Randers.

Onde tunger vil formentlig ikke undlade at pege på det faktum, at der er nu kun Ralf Hütter tilbage fra den helt oprindelige Kraftwerk-konstellation - Florian Schneider forlod jo gruppen sidste år. Det er så sandt, som det er sagt. Og jeg er også villig til at medgive, at firkløveret fra senhalvfjerdserne og firserne - Hütter, Schneider, Bartos, Flur - står skåret i neon som den absolut mest kreative og indflydelsesrige konstellation i gruppens historie. Men når det så er sagt, så var der i Randers heller ingen tvivl om, at Kraftwerk anno 2009 formår i dén grad at levere varen på scenen, og med klassikere som "Autobahn", "Trans Europa Express", "Radioaktivität", "Die Roboter" og "Das Modell", må bagkataloget siges at være mere end i orden. Men det er så også den egentlige præmis - der leves helt og aldeles på bagkataloget.

Noch einmal? Aber doch
Hvis man, som undertegnede, også stod på pletten, sidste gang Kraftwerk gæstede Danmark, så bød koncerten i Randers på meget lidt nyt. Langt de fleste numre fra dengang var på programmet igen, en del af dem pakket ind i samme arrangement og samme grafik som dengang - faktisk var der kun to overraskelser i forhold til sídst; "Computerliebe" og "Schauffensterpuppen" havde sneget sig på sætlisten. Begge dog i fine versioner, ja, "Schauffensterpuppen" stod for undertegnede som et af koncertens højdepunkter - et nummer, der viser Kraftwerk fra den mest dystre, kolde og fremmedgørende side, et nummer, der i sin kritik af det moderne menneske udstillet som mannequin-dukke, på ubehagelig, men meget rammende vis trykker den betændte danske folkesjæl der, hvor det gør allermest ondt.

Og så var der jo 3D-brillerne, som skulle på til anden halvdel af showet, efter de obligatoriske robotters dans til "Die Roboter". Effekten var faktisk til at tage og føle på, da den ramte plet under "Nummern", hvor rækker af tal syntes at fortabe sig i et endeløst cyberspace bag de fire musikere og deres synthesizerpulte, men derefter var det lidt, som om der gik superheltetegneserier fra firserne i de der 3D-briller, som i bund og grund mest af alt tog sig ud som en gimmick - om end det må have været sjovt fra scenen at være vidne til små 5000 fans iklædt fjollede papbriller. Kom ikke og sig, de ikke har humor, de tyskere.

Jeg ville gerne svinge mig helt op til seks stjerner for Kraftwerks koncert, for den var mesterlig på alle leder og kanter. Gruppen har perfektioneret sin live-optræden gennem flere år og det er helt tydeligt, at det er en stræben efter denne perfektion snarere end nye landvindninger, der driver det gamle, hæderkronede kraftværk fra Düsseldorf. Når det så alligevel kun bliver til fem stjerner, så skyldes det, at jeg måske nok havde en oplevelse af at se en af mine yndlingsfilm, men en genudsendelse på tysk tv. Og det bliver jo aldrig helt det samme som første gang. Til gengæld kan en god film godt ses flere gange.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA