Anmeldelse / Live / Søndag d. 16-08-2009 kl. 13:45

Band Of Horses
Beatday, Store Scene, Valbyparken, København,
lørdag d. 15. august 2009

Anmeldt af Mikkel Elbech

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,05 stjerner i snit (efter 19 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Overbevisende, velklingende og sympatisk

Som næstsidste band på den alternative ungdoms Grøn Koncert indtog Seattle-bandet Band Of Horses i en seksmandskonstellation scenen, og det skulle vise sig at blive en af de bedre skumringstimer, Valbyparken har oplevet. At coolness kan kombineres med en stærkt sympatisk udstråling, beviste bandet og i særdeleshed frontmand Ben Bridwell, der uden prætentioner eller upassende attituder stod som stærkt fikspunkt koncerten igennem. Bridwell havde som så mange musikere før ham øvet sig på det danske, hvilket primært resulterede i mange gange ”tusind tak” (og den underholdende engelske version, ”a thousand thanks”) og en enkelt lige lovligt svenskklingende ”fy fan”, som publikum dog lod til at tilgive straks.

Med generelt bedre lyd på scenen denne lørdag end dagen forinden var det muligt at hengive sig til musikken på dens egne præmisser, hvilket i særdeleshed var en fryd, når det var et så organisk og velklingende band som dette, der producerede klangene. At der var hele seks mennesker på scenen til at spille de numre, der baserer sig på en formular, som det ofte kun kræver to eller ligefrem tre færre medlemmer at fremføre, kan virke lidt voldsomt. Men ligesom et band som Lambchop, der ofte får scenen til at ligne et overbefolket musikerkollektiv, ligger pointen i den store besætning i detaljerne og det subtile udtryk – snarere end i at benytte instrumenterne til overstyrede, soniske frontalangreb. Og denne opmærksomhed på nuancerne løftede så afgjort koncertoplevelsen endnu højere op, end den ellers ville have været.

At Bridwell har en både stabil og særdeles markant sangstemme løftede kun oplevelsen yderligere. Man kunne have frygtet, at den ville fremstå anstrengt og skinger, men det undgik Bridwell så afgjort. Hvor glimrende den end kan lyde på bandets albums, kom den ved denne koncert i passager op og var aldeles fænomenal. Også når vokalvibratoen blev fremført – ikke ved at gurgle rundt med kæbepartiet – men ved simpelthen at ryste hovedet fra side til side.

Setlisten var et velbalanceret udpluk fra bandets to udgivelser, kombineret med forsmag på bandets kommende album, som Bridwell fra scenen betitlede ”Night Rainbow”. Sikre fuldtræffere kom i form af ”The Great Salt Lake” og ”The Funeral” fra debuten og ”Is There A Ghost” og ”No One’s Gonna Love You” fra ”Cease To Begin”. Derudover bør fremhæves den nye, Nashville-inspirerede udgave af ”Window Blues”, der gik fra at være langsommeligt smuk til pludselig at være et lystigt up-tempo-nummer. ”Islands On The Coast” var som forventeligt en overbevisende energiudladning, men det afgørende højdepunkt var det fire minutter lange mesterværk, ”Ode to LRC”, hvor skiftene mellem nummerets pågående og drømmende passager var endnu mere effektive i koncertsituationen.

En tidlig aftenkoncert på en festival, der stadig har til gode virkelig at markere sig – ikke mindst over for publikum, som bestemt ikke fik parken til at se propfuld ud – er næppe en af de helt monumentale af slagsen, der går over i musikhistorien. Ikke desto mindre formåede Band Of Horses at levere en særdeles overbevisende og frem for alt velklingende og sympatisk koncert, der i hvert fald for undertegnede står tilbage som den bedste blandt mange afgjort fornuftige koncerter på festivalen.