Titlen på jazz-pop-elektro-rockernes tredje album skal tages ganske bogstaveligt

På deres tredje album kommer Slaraffenland lytteren i møde med deres mest tilgængelige udspil hidtil. Kvintetten har kælet for melodierne og nedtonet eksperimenterne, og resultatet er en sofistikeret blanding af pop, rock, jazz og elektronika. Lydbilledet er præget af, at samtlige fem medlemmer bidrager med vokaler - af og til hver for sig, men oftest i kor og hyppigt unisont - og af, at fire af dem spiller på messing- og træblæsere som saxofon og klarinet. Under vokalerne og blæserne knitrer lidt elektronik, mens slagtøj rasler og skratter, og fingerspillet guitar fuldender lydbilledet. Alt sammen er med til at sikre Slaraffenland et temmelig unikt udtryk, og sangskrivningen er også på et højt niveau. Dog kan man godt ærgre sig lidt over, at vokalarrangementerne ikke er helt så raffinerede som blæserne - lidt flere solopassager og flerstemmige kor ville have pyntet - men det er luksusproblemer på et album, der nærmer sig luksusklassen.