Habil englænder mellem singer-songwriter-udtryk og elektropop

På sit tredje soloalbum Ellipse rendyrker den engelske sangerinde, programmør og sangskriver Imogen Heap (eks-Frou Frou) en atmosfærisk, eftertænksom elektropop ikke helt ulig Dido eller Madonnas Ray Of Light-album. Heap har en luftig, forholdsvis spinkel og en smule anonym stemme, og ved første lyt lyder Ellipse en smule kedelig, men den vokser ved genlytninger. Ikke mindst takket være de forholdsvis sofistikerede, ofte langsomme og vuggende kompositioner og de detaljerige arrangementer, hvor strygere og guitar elegant fletter sig ind mellem de elektroniske spor. Også tekstmæssigt er der noget inden i ellipsen, ikke mindst på den skarpe Bad Body Double om fortællerens evige bekymringer om vægtproblemer. Albummet er nok en kende for indadvendt til at blive det store hit, og omvendt er det måske for poppet og elektronisk til at tilfredsstille ægte singer-songwriter-fans, men et eller andet sted mellem de to poler må der være et publikum for Imogen Heap. Det fortjener begge parter.