Blandet skive med absolutte højdepunkter

Her er skiven, hvor de fire for første gang ikke helt levede op til det høje niveau, man var kommet til at forvente. Absurd tale al den stund, at de fleste bands ville give deres højre arm for at lave en plade på det her niveau.

Og de kom da også på stribe: I’m A Loser, Baby’s In Black, Chuck Berry’s Rock’n’Roll Music, Eight Days A Week, samt et par Carl Perkins-ting såsom Honey Don’t med Ringo Starr i front og Everybody’s Trying To Be My Baby med George Harrison som forsanger.

Pladen var den anden, hvor man var gået over til at indspille i fire spor, hvilket gav en meget mere naturlig måde at lave overdubs på. Og den er særdeles interessant, for man fornemmer at bandet er ved at modne, samt er langt mere interesseret i at udvikle udtrykket.

Det er en god plade, bestemt. Men stadig et niveau under det meste andet. Selv om den ”nye” lyd bestemt gør rigtigt meget for at forbedre den hidtil eneste udgivelse med The Beatles, der for et øjeblik foregav, at de ikke var guder.