Pladen, hvor The Beatles kulminerede

Der har over de sidste godt 40 år været mange bud på, hvilken plade der er rockhistoriens bedste. Og selv om der er dem, der vil pege på Bob Dylans Blonde On Blonde, er denne her plade med The Beatles nok den, der er blevet peget på flest gange. Måske fordi den udviklede sig til et koncept-album, og netop var et rigtigt komplet album, der til fulde udnyttede en lp's længde. Trods de mange gode sange var dette ikke en oplagt samling af singleplader. Det var pladen i sin helhed, der udgjorde mesterværket.

Pladen blev til, efter The Beatles havde trukket stikket ud efter den definitive turné, der afsluttedes på Candlestick Park i San Francisco den 29. august 1966. De havde nu al den tid, de ville i de trygge omgivelser i EMI-studiet, som lokaliteten på Abbey Road stadig hed. Og her blev der eksperimenteret med hver en lyd, ligesom de opfandt en hel ny identitet som et orkester, som var som taget ud af de cirkusplakater, som de samlede på. Og som for alvor kom til udtryk på John Lennons flip af en markedsdag på den formidable Being For The Benefit Of Mr. Kite!, som afsluttede side 1 på den oprindelige lp.

På den remastered udgivelse er der så mange detaljer, der springer i øjnene. Som The Beatles og George Martin kælede for at lave det fuldendte, så har Abbey Road-teknikerne så sandeligt fulgt den intention helt op. Man hører det på McCartneys basgange, som jo er rent ud geniale på sange som With A Little Help From My Friends, Lovely Rita og Fixing A Hole, og så hører det man det helt fortryllende på de steder, hvor der for alvor er store lydbilleder med mange detaljer, ikke mindst på A Day In The Life. Som en sjov krølle, så får vi til sidst det sammenklippede volapyk, som fremkom i den inderste rille på vinylpladen og simpelthen blev ved, til man tog pladen af. Her kører det også i ring. Det er ret fedt.

En gigaoplevelse at få Sgt. Pepper serveret på den måde.