Det vilde album

Albummet, som egentlig skulle have heddet In a Dolls House, men skiftede navn, fordi Roger Chapmans formidable gruppe Family begik et album samitidig med en lignende titel. Hvor mange af sangene var skrevet i Indien, mens gruppen var fulgt i George Harrisons fodspor og med deres koner og kærester havde besøgt TM-guru Maharishi Mahesh ved den hellige Gangesflod. Men også et album, hvor bandet var truet af indre spændinger, og de derfor begik en række numre, der nærmest havde karakter af soloarbejde. Dog hele tiden med den femte Beatle, producer George Martin, som det samlende element. Men da talent jo ikke kan holdes nede, fik de lavet et album, som igen skrev historie og med rette ses som banebrydende og altomfattende.

Beatles kunne tilsyneladende gå på vandet, og ingen stilart var et problem. Fra de rene nonsenssange til total dadaistisk avantgarde og hen over noget, der tangerede punk til easy listening-drømmesekvenser. Ringo Starr skred i et stykke tid midt i forløbet, og Yoko Ono var inde over, ligesom George Harrison ville invitere sin ven -  manden, der siden tog hans kone - Eric Clapton ind over på den udødelige While My Guitar Gently Weeps, hvor guitaren græder, så det vil noget, ligesom John Lennon heller ikke havde noget mod at prøve kræfter med sin blues på I'm So Tired.

Det er et album med så mange store sange, at man fristes til at opfinde et nyt solsystem, når der skal gives karakterer. Det er også ret sjovt at lytte efter - specielt i hovedtelefoner - og grine lidt over den nyfigne måde, man panorerede musikken, dengang da benovelsen over stereo var vel overdrevet. Det er en effekt, der bare bliver understreget med den forbedrede lyd, når bas og tromme stenhårdt befinder sig langt ude i højre side, mens kor og andre lyde fra diskantområdet er langt ude i venstre, og leadvokalen så er i midten. Men sådan var den tid. Der skulle leges med den nyfundne landevinding.

Et fremragende - ja, rent ud utroligt kreativt - album er blevet endnu bedre.