Svanesang og det sidste mesterværk

Pladen, som EMI-studiet siden blev opkaldt efter, var også The Beatles, der en sidste gang tog sig seriøst sammen som gruppe efter faneflugten væk fra George Martin på Let It Be. Så skilsmissen blev sat på standby, mens man begik et sidste mesterværk med denne uforlignelige plade. Og da netop Abbey Road har så mange lydmæssige krinkelkroge, så kommer den nye remastering i den grad til sin ret på dette album.

Lennon & McCartney var som vanligt i topform, mens George Harrison tog fra i sjælden grad med Here Comes The Sun, som han skrev i Eric Claptons baghave, og især hyldesten til hans og "Clapper"'s fælles muse, Patti Boyd, til hvem han skrev Something (og Clapton efterfølgende Layla). Fra starten af albummet på Come Together hører man for alvor, hvad den nye lyd har gjort. Suget fra bassen er så genneført funky, og i det hele taget får vi igen Paul McCartneys basspil udstillet på alle hylder på dette album.

Da det er hvermandseje, så bør jeg vel næppe gentage måden, The Beatles tager os til himlen med rockmilepælen I Want You (She's So Heavy), og den helt fantastiske sammensætning af den overflod af sangstumper og temaer, de havde i overskud på den daværende side 2 af lp'en har alle dage været en så ødsel gave med ubegribelige temaer som She Came In Through The Bathroom Window og Golden Slumbers, til vi ender som på film med The End og det smukke farvel for altid med sanglinjen: And in the end, the love you take, is equal to, the love you make. Og så med et typisk smådjævelsk grin alligevel den lille sang fra Paul om hendes majestæt.

Pladen er en åbenbaring og lyden nu over al forventning.