Den atypiske Beatles-plade

Let It Be har, siden min far kom hjem med den på udgivelsesdagen i specialversionen i limited edition, været en plade, som jeg holdt meget af, men også med en kende ambivalens. For selv om den blev indspillet før den elegante og komplette Abbey Road, så blev den udsendt, som var det The Beatles' farvel til verden, og det vel at mærke uden George Martin ved roret. I stedet var det Mr. Wall Of Sound, Phil Spector, der foretog de valg, som bandet og især Paul McCartney siden skulle gøre op med på udgivelsen Let It Be ... Naked!.

Pladen er del af en film, og det betød, at en del skulle vise bandet tilsat folk som pianisten Billy Preston, i en koncertsituation på Apple-bygningens tag, altså et band, der ikke havde spillet live i fire år. Og vist er der kommet charmerende ting ud af det, som pegede frem mod de enkeltes senere solokarrierer, men de fleste er nok enige om, at der manglede dette magiske sidste for for alvor at være The Beatles. I stedet var det egoerne, der trak i hver sin retning og en Paul McCartney, der måtte gå ind og spille chef.

Ikke at der ikke er kommet et væld af gode sange ud af det, samt ting som er særdeles skæve og kuriøse. Tænk bare på Lennons sjove Dig A Pony - som slovenske Laibach siden skulle få rigtigt meget ud af - George Harrisons dejlige I Me Mine, McCartney i kreativ topform på titelmelodien, den Spector-svulstige The Long And Winding Road og Get Back og endelig Lennons drævende og drømmende Across The Universe. Der er altså nok at tage af.

Og det skal også med, at pladen har haft særdeles godt af lidt treatment i studiet. Og er en dejlig plade, men også ikke helt af det stof, som myter skabes ud af.