Det tredje album i Blueprint-trilogien er hverken fugl eller fisk

Den 4. december fylder Shawn Carter aka Jay-Z, 40 år. En alder, der næsten per definition erklærer, at du ikke længere kan være relevant som rapper. Det er én af de ting, som han battler på The Blueprint 3, at bevise for verden, at 40 i virkeligheden er de nye 30, og ikke fed og færdig. En anden ting er, at celeb’en Jay-Z, måske er ved at overhale rapperen Jay-Z. Gift med Beyoncé, omringet af andre celebs (han er for kendt til det her sted?), rappens ukronede konge, og med flere penge på kontoen, end han kan bruge. Intet er så godt, at det ikke kan blive et problem. Så Hov vælger for første gang den helt forkerte løsning, han går i defensiven. For selvom han flere steder på albummet har travlt med at fortælle os, at han har bevæget sig videre, så skal han også hele tiden minde os om sin succes. Det hænger ikke rigtigt sammen. Man kan ikke være the next shit, samtidig med at man hele tiden kigger bagud. Og det er BP3’s overskyggende problem. Det er ikke, hvad det vil være, og det kan ikke være, hvad det er. Selvom det starter forrygende med fem stort set fejlfrie numre, og både Hate og Venus Vs. Mars senere på albummet også er solide, så er den resterende halvdel mildest talt rodet. Timbaland og Neptunes er sub par, og afslutningen med Alphaville-samplingen er så middle of the road, at det gør ondt i sjælen. Det virker, som om Jay tror, at det er nok at rekruttere Kid Cudi og Drake for at få ungdommen, men glemmer, at ungdommen stadig vil have kvalitet. Havde han bare i stedet opretholdt stilen fra et af sommerens bedste rap-numre D.O.A. (Death Of Autotune), så havde vi fået alt det, BP3 i bund og grund mangler …hjerte!