Debonair
Where Common Seems Strange

Ifølge pressematerialet til Where Common Seems Strange betyder Debonair ”af god arv”. Min ordbog er ikke helt enig, men sikkert er det, at albummet nyder godt af familien Landgreens kunstneriske gener: Brødrene Hans og Emil (Speaker Bite Me) står for vokal, guitar og trommer, mens søster Malene leverer cd-omslaget. Selv betegner sangskriver Hans musikken som ”americana pop”, og Where Common Seems Strange er absolut ikke uden rustikke indslag – Luke Sutherlands Dirty Three-violin, for eksempel. Men albummet sender allermest tankerne i retning af 90’er-støjpop, hvor lag på lag af støjende guitarer tilsættes en afmålt rytmesektion og melankolsk, drømmende vokal. Tænk shoegazer, drømmepop og andre genrebetegnelser, der ikke bruges meget længere. Debonair skal have den ros, at de ikke uden videre istemmer tidens toneklang, men Where Common Seems Strange er en debut på det jævne. De ellers fine sange leveres lidt halvhjertet, formentlig fordi tiden og det musikalske overskud til den sidste finpolering simpelthen ikke har været der.