De skyhøje forventninger til Ward, James, Oberst og Mogis indfries ikke helt

Bag det storladne navn, der ifølge bandet selv ikke skal tages så seriøst, som man kunne frygte, gemmer sig fire særdeles prominente skikkelser på den alternative musikscene. My Morning Jacket-frontmanden Jim James, solisten M. Ward, der også er kendt fra She & Him med Zooey Deschanel, samt Conor Oberst og Mike Mogis, begge kendt fra Bright Eyes og førstnævnte for sine to album med The Mystic Valley Band. Sammen er de fire gået i studiet, først i Omaha og siden i Malibu, og det er der kommet 15 numre fordelt på 55 minutter ud af. Hver især har de leveret indledende idéer til sange, som de så har bearbejdet i fællesskab. Tanken var, at det skulle sikre, at de individuelle stilarter skulle blandes sammen og dermed skabe et nyt hele. Det er også lykkedes af og til, men der er bestemt numre, hvor det er tydeligt, hvem der primært står bag – eksempelvis Oberst på Man Named Truth og Ward på The Sandman, The Brakeman And Me. Det bidrager til, at pladen, der også lider af en knap så ideel sekvensering, ikke fremstår noget nær så fuldendt, som man kunne have håbet på. Allerbedst er netop numre som Say Please, Baby Boomer og Losin Yo’ Head, hvor man virkelig får at mærke, at det er fire monstertalenter, der har slået sig sammen. Produktionsmæssigt er albummet en drøm og overordnet set en fornøjelse hele vejen igennem, også selvom det ikke helt lever op til de skyhøje forventninger, de medvirkende naturligt har indgydt. Sammen er de stærke, men hver for sig har de imidlertid vist sig endnu stærkere.