Drengerøvsrockere prøver kræfter med svensk lagkageproduktion

Magtens Korridorer er et band med meget på hjerte – det er bare ikke altid let at gennemskue, hvad det er. Heller ikke på Milan Allé: ”I byens larm går engle rundt med vingerne i øjnene,” lyder det for eksempel kryptisk i Engle. Kort før har Magtens Korridorer forgæves forsøgt at forklare, hvad Blå Løgne sådan nærmere bestemt er.

Pyt: Milan Allés lyrik fungerer fint på sine egne, stemningsskabende præmisser. Albummet er Magtens Korridorers tredje og ifølge presseforskræppet pladen, de altid har drømt om at lave. Som producer har kvintetten hyret Per Sunding (Cardigans, Sort Sol, Bob Hund), og i hans Tambourine Studios har de lavet en rigtig luksuøs lagkageindspilning – med alt, hvad tøj og remmer kan klare. Eller det var i hvert fald planen. I praksis har kun få af numrene på Milan Allé for alvor gavn af studiemagien – mest markant balladen En Sidste Chance Til, der bygges flot op fra sparsomme elektroniske beats og effekter til et medrivende enkelt singalong-omkvæd. Allerværst går det ellers udmærkede En Kold Triumf, hvis påklistrede spaghetti-western-sound understreger farerne ved for meget studietid.

Milan Allé vinder noget finish og nogle finesser ved samarbejdet med Sunding, men taber også nerve og intensitet. Især Anders Ramhedes trommer klinger lovligt clicktrack-rigide. Det er en samling mundrette og meget Magtens Korridorer’ske sange, men Milan Allé formår ikke rigtig at formidle den fandenivoldske live-energi, der er bandets måske allerstørste force.