Firserhovedværker fra den dekadente dandy genudgivet

Der er gang i Martin Hall-genudgivelsesbiksen for tiden. Tidligere på året genudsendtes Under For-albummet, "Apparently All The Same" og nu er turen så kommet til midtfirsertitlerne, "Relief" og "Cutting Through", der begge, i en lang årrække, har været svære at opdrive, medmindre man havde mod på små antikvariske pladehandlere, der desværre kun alt for godt vidste, at der var tale om eftertragtede sjældenheder, hvilket typisk lod sig afspejle på prisen. Det hedder da også om "Relief", at det er den titel, der oftest er blevet efterspurgt af Halls fans, når snakken er faldet på genudgivelse - og nu er den her så, remasteret og på cd, og tilmed side om side med "Cutting Through", det album, der fulgte efter "Relief" i sin tid, dengang tilbage i 1986. "Cutting Through" genudsendes dog uden de to lange ambientnumre, "Further" og "Over", som udgjorde plade nummer to på den oprindelige dobbelt-lp. Og det giver nogenlunde god mening at udgive "Relief" og "Cutting Through" sammen, dels fordi de stammer fra samme periode (1985 og 1986), men også fordi de stilistisk set byder på visse ligheder, om end der også er forskelle, hvilket jeg vil vende tilbage til.

Relief
"Relief" er Martin Halls første egentlige soloprojekt, her arbejder han for første gang fuldstændig uden for en traditionel (eller i Halls tilfælde velsagtens mindre traditionel) band-sammenhæng, og som en anden Mike Oldfield klarer han alle instrumenter selv, fra trommer og guitarer over strygere til synthesizere og mere til. Og så synger han selvsagt. Albummet blev oprindelig til i perioden umiddelbart efter moderens selvmord, og efter sigende under vanskelige studieforhold, så der er bestemt, og vel ikke overraskende, en fornemmelse af tristesse over hvert eneste af albummets otte numre, der ydermere har det tilfælles, at de gør udpræget brug af elektroniske instrumenter, delvist inspireret af datidens primært engelske new romantic-scene med navne som Ultravox, Visage og ikke mindst The Associates, som nok umiddelbart er det af new romantic-navnene, der har det største klanglige slægtsskab med "Relief".

Albummet åbner med et brag, med nummeret "Eyes And Hands", der formår på én og samme tid at fremstå som majestætisk svulstig og køligt distanceret, fanget et sted mellem ruinerne af firsernes punkkultur og den på samme tidspunkt fremadstormende elektroniske dansescene. Man kan, med rette, læse en smule musikhistorie ind i nummeret, men heldigvis er der også mere at komme efter, for "Eyes And Hands" fremstår, også i dag, mange år efter, stadig som en af de helt store Hall-sange. Resten af albummet synes også at befinde sig i en art dialog mellem rocken og den elektroniske musik, mellem det lidenskabelige og det rationelle, men også mellem den direkte tale og det eksperimenterende, så at sige. "Relief" er et album, der gerne vil det hele og ender med ikke at blive nogle af delene - og det kan til tider være en styrke, for selvom man, som tidligere anført, bestemt godt kan høre flere af new romantic-scenens pejlepunkter undervejs - Mick Karns bas har ikke levet forgæves, ej heller Billy Curries bratsch - så kan man så afgjort ikke benægte, at "Relief" har sine helt egne charmerende særheder at byde på. Et godt bud på en sådan er "Resonance", der åbner med prikkende synthesizere, marimbalyde og skrøbelig vokal, men som i løbet af nummerets små seks minutters varighed stiger i intensitet, efterhånden som flere synthesizere, dramatiske trommer og luftige andenstemmer sætter ind.

Netop intensitet er et nøgleord, når man skal forsøge at beskrive "Relief" - selv uden at nærlytte tekster, kan man godt fornemme, at her er noget på spil, en tyngde til stede. Og skal man forsøge at indskrive musikken i en større historisk sammenhæng - og hvorfor ikke; Hall er ikke just en mand, der er kendt for små armbevægelser - så kan man vel godt tillade sig at sige, at albummet er et vemodigt farvel til den oprindelige punkkultur. En kultur, der utvivlsomt har haft en enorm betydning for Hall personligt, men naturligvis også i en større sammenhæng, men samtidig en kultur, der, oprøret til trods, ikke formåede, at omstyrte verden, akkurat som det ej heller var lykkedes for hippiernes kærlighedsmission femten år tidligere. I stedet for et udadvendt oprør, byder "Relief" på en skuen indad, en rejse gennem en såret sjæl, men heldigvis en sjæl, der stadig tør drømme og står ved det.

Cutting Through
Jeg indledte med at påpege ligheder mellem "Relief" og "Cutting Through", men med det forbehold, at jeg også ville tage højde for forskellen de to titler imellem. Den mest oplagte forskel på "Relief" og "Cutting Through" må således være produktionen, som på sidstnævnte er teknisk bedre. Det er tydeligt, at Hall har lært noget gennem processen med "Relief", men det er ikke kun på det rent produktionstekniske område, man mærker en forandring, nej, der er også sket noget med Halls...schwung. Eller sagt på en anden måde; der er sandelig ikke sparet på noget!

Hvor "Relief" balancerer mellem noget køligt og noget svulstigt, så tager "Cutting Through" springet og smider Othellolagkagen på bordet - flot skal det være. Og det er det også. Alle instrumenter står fornemt defineret i mixet og Halls vokal er teknisk flottere end nogensinde, med strejf af både Bryan Ferry og David Bowie. Trommer brager igennem, med den for tidsepoken så flittigt benyttede rumklangslilletromme i front, for her er tale om en musikalsk verdensmand, som ikke går i små sko. Med til historien hører, at Hall egentlig havde tænkt dette som sit musikalske farvel til karrieren, så det forklarer måske delvist den patosfyldte stemning. Men man fornemmer også en vis forvirring, for hvor Hall tidligere formåede at sondere det musikalske terræn omkring sig og udplukke elementer for at gøre dem til sine egne, så er der passager på "Cutting Through", der måske mere end noget andet, først og fremmest minder om deres samtid - for mine ører kulminerende med saxofon-soloen på "Deep Inside Me". Men heldigvis er der en trumf i ærmet.

"Cutting Through" slutter, i hvert fald i denne udgave, af med den helt igennem fantastiske "Synthesis", der for mig står som et godt bud på det flotteste Martin Hall-nummer nogensinde. Dybe, ulmende synthesizere danner baggrund for repetitivt orgelspil, der sender tankerne i retning af Philip Glass' "Koyaanisqatsi", og efter et par minutter bliver der også plads til Halls særegne vokal, der næppe nogensinde har lydt mere melankolsk. Stemningen er trykket, men ånden svæver, og selvom cd-spilleren angiver 8:28, når nummeret slutter, så er det som en lille rejse gennem tid og sted.

Og hvis man så lige skal indskyde et eller andet klogt på falderebet, så kunne man vel passende spørge, om en genudgivelse af SS Say-projektet kunne klemmes ind et sted i en ikke alt for fjern fremtid?