Naturens fuldakustiske forelskede soundtrack

North Carolina-parret Beth Tacular og Phil Moore følger op på deres lille mesterværk af et debutalbum, Hymns For A Dark Horse, med den svævende Upper Air. Lyrikken er stadig betagende indfølende; skovene og skyerne besjæles i behagesyge duetter, mens deres akustiske akkompagnement og skramlede produktioner mere end noget andet er en søgen efter naturens soundtrack. Strygere, der flyver op gennem skyerne. Knagende graner, fjern torden, solopgang, en hvisken i trætoppene og bladenes sagte efterårsfald, som sættes til live med guitarstrum, ringende høje toner fra klaveret, klokkespil eller såmænd en harmonika.
Generelt lægger Upper Air sig alt for tæt op ad Hymns, så der kun svagt antydes nybrud i numre som Nothern Lights og mesterlige Crooked Lust (My conscience is an avalanche. Majestic, bewildering). Albummet er for ordinært til at kunne fange opmærksomhed fra nye lyttere, mens gamle fans efter et par rotationer vil hylde det som en perle, hvor detaljerne i lagdelingen og eksempelvis fraseringerne har en smuk sammenhængskraft.