Hæsblæsende og stærk magtdemonstration fra Seattle’s finest

På deres niende studiealbum er Pearl Jam tilbage i storform. Backspacer byder i det store hele på en flok hurtige og relativt korte energiske rocksange. Det musikalske slægtskab med idolerne Ramones, Neil Young og The Who fornægter sig ikke, og heldigvis matcher Pearl Jam forbillederne i både evner og kvalitet. Resultatet er en sprængfarlig cocktail, der da også eksploderer i ansigtet på lytteren med Gonna See My Friend, der sammen med Got Some og The Fixer udgør en åbningstrilogi, der er mindst lige så stærk, som dem man finder på bandets tre første udgivelser. Generelt er melodierne og energien på første halvdel af albummet så medrivende og smittende, at man som lytter skal passe på ikke at lade albummets sidste fem numre stå i skyggen af de seks første, blot fordi de kræver lidt flere afspilninger på anlægget for at nå ind under huden.
Eddie Vedders vokal er som altid rå, følsom og så fuld af autenticitet, at de fleste andre rocksangere må (læs: burde) være ved at dø af misundelse. De 11 sange bandet serverer på Backspacer er alle af afsindig høj kvalitet, men særligt fremhæves skal nu den gåsehudsfremkaldende smukke Just Breathe, der lige så kunne godt høre hjemme på Vedders eminente Into The Wild-plade.
Albummet byder måske ikke på nogen ny Rearviewmirror eller Betterman, men til gengæld får vi så blandt andre Got Some og The End, der er af samme kvalitative skuffe og ikke burde lade fans af bandet noget tilbage at ønske. Spilleglæden og musikkens nødvendighed er ikke til at tage fejl af på et gennemført og fremragende album af den sjældne slags, som man har lyst til at sætte på igen, så snart sidste nummer er ovre.